Pressemeddelelse fra PostNord Danmark
Siden PostNord besluttede at fragte humanitær hjælp til Ukraine, er godt 50.000 nordiske pakker overdraget til det ukrainske postvæsen. Situationen i Ukraine ændrer sig hele tiden og det samme gør efterspørgslen på specifikke typer af humanitær hjælp.
– Det er naturligvis vigtigt, at den humanitære hjælp vi i norden sender afsted til Ukraine, matcher det behov, der er i landet. Danskerne har allerede været gode til at sende, blandt andet, sommer- og forårstøj, men da det lige nu er koldt i Ukraine, er der et stort behov for varmt tøj som vinterjakker, varme trøjer, tæpper og lignede, siger Andreas Brethvad, Pressechef i PostNord Danmark.
Også humanitær hjælp i form af langtidsholdbar mad, medicin, hygiejneprodukter og powerbanks er på nuværende tidspunkt efterspurgt. En liste over efterspurgte varer kan findes på PostNords hjemmeside.
– Når vi tilbyder gratis fragt på pakker med nødhjælp til Ukraine, skal det ses som et supplement til det arbejde, som de etablerede nødhjælpsorganisationer udfører. Har man noget fra listen, som man kan undvære, så håber vi, at man vil sende en pakke afsted med os, siger Andreas Brethvad.
PostNord leverer pakkerne til Polen, hvor det ukrainske postvæsen, Ukrposhta, henter dem og fragter dem videre til den ukrainske befolkning. Det er fortsat gratis at sende humanitær hjælp til Ukraine med PostNord.
Det er yderst vigtigt, at pakkerne ikke indeholder farligt indhold eller fordærvelige fødevarer. En mere udførlig liste og praktisk info kan ses på: www.postnord.dk/stoet-ukraine
Sådan gør man:
- Pak din forsendelse grundigt og sikkert.
- Skriv pakkens indhold på emballagen, enten på engelsk eller ukrainsk.
- Download og print PostNords særlige pakkelabel på postnord.dk/stoet-ukraine
- Sæt label godt fast på din pakke og indlever pakken på et af PostNords posthuse.
- PostNord står for fragten til det ukrainske postvæsen Ukrposhta.
Kontakt:
PostNords Presseafdeling tlf.: 70111220 email: presse@postnord.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/send-humanitaer-hjaelp-til-ukraine-gratis-det-har-de-brug-for-lige-nu?releaseId=13666531
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **