PRM / Ny regering er en modig kraftanstrengelse

    Pressemeddelelse fra Lederne

    “Det er en ledelsesmæssig kraftanstrengelse af højeste kaliber, vi nu ser resultatet af. Tre partiledere har bevæget sig ud af deres vante ledelsessfærer og har skabt alliance og partnerskab på tværs af forskelligheder, modsætninger og endda mistillid. De har skabt historie og gået foran.”

    Sådan lyder reaktionen fra Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne, landets største faglige organisation for ledere, oven på aftenens regeringsdannelse.

    “Det er ikke kun på den politiske scene, at dette mod og denne kraftanstrengelse er nødvendig. Det er et eksempel til efterfølgelse, når vi nu og i fremtiden skal finde løsninger på de kriser, vi står midt i. Sædvanlig god ledelse er ikke længere nok, vi skal som ledere udvide blikket og have fokus på samfundet omkring os og bidrage til at finde helt nye løsninger på det væld af udfordringer, vi står midt i. Se ud over egne interesser – og gøre fjende til ven.”

    “Den største cadeau til de tre partiledere for deres mod og tro på, at de sammen kan tage livtag med de store udfordringer, vi står midt i. Det er nu, det rigtigt hårde arbejde starter, og det er nu, modet virkelig skal stå sin prøve. Vi har brug for det på Christiansborg, og vi har brug for det rundt på alle Danmarks ledelsesgange,” siger hun.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Jesper Melgaard, pressechef i Lederne – mo.: 27 69 45 69 / mail: jem@lho.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-regering-er-en-modig-kraftanstrengelse?releaseId=13666567

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **