Pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd
Efter intense regeringsforhandlinger er der nu forventning om, at en ny regering er lige på trapperne. Et af de emner, der forlydes at være på forhandlingsbordet, er regionernes fremtid – eller mangel på samme.
Det får formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, til at gå ud med en klar advarsel:
– Hvis regionerne enten nedlægges eller sammenlægges, vil det de facto føre til mere centralisering. Den centralisering, der er sket siden strukturreformen i 2007, har tydeligvis ikke løst eller forebygget de problemer, som nu kalder på politisk handling. Derfor stiller jeg mig uforstående over for, at løsningen skulle være nedlæggelse eller sammenlægning af regionerne, siger han.
Regeringsforhandlingerne pågår alt imens, at ventelisterne på sygehusene vokser sig stadigt større. En stor bureaukratisk reform og fjernelse af den demokratiske organisering med regionsrådene er derfor det sidste, sundhedsvæsenet har brug for lige nu.
Det mener formand Steffen Damsgaard, der tilmed rejser bekymringen for, at landdistrikterne bliver klemt i den nye organisering:
– Et større statsligt ansvar eller færre regioner vil i mine øjne ikke være løsningen i forhold til at kunne levere de nødvendige prioriteringer og skabe den ensartethed i behandlingen, som så mange efterspørger. Tværtimod vil det betyde, at den lokaldemokratiske indflydelse går fløjten, og det vil især gå ud over den del af landet, hvor man lige nu har længst til sundhedsvæsenet, understreger han.
Regionerne er meget mere end sygehuse
Landets fem regioner har ikke kun ansvar for sundhedsområdet men også områder såsom regional udvikling, kollektiv trafik og ungdomsuddannelser.
– Skal vi sikre udvikling i hele landet på alle de vigtige områder, som regionerne beskæftiger sig med, så kræver det regional forankring med regionrådspolitikere, der har fingeren på pulsen og forstår de lokale og regionale forhold, siger Steffen Damsgaard.
Kontakt:
Public Affairs Konsulent Signe Lauge Bach tlf.: 53850127 email: sba@landdistrikterne.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/landdistrikter-advarer-mod-at-nedlaegge-regionerne-vil-puste-til-yderligere-centralisering?releaseId=13666559
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **