Pressemeddelelse fra Dacapo Records
At fortælle historier er et grundelement i den islandsk-tyske komponist Steingrímur Rohloffs musik. Han er anerkendt for sine farverige harmonier, raffinement og for værker med et stort følelsesmæssigt nærvær.
Rohloffs nykomponerede Concerto Grosso for fire messingsolister og orkester er fuld af denne skønhed og finesse, og den 6. januar udkommer førsteindspilningen af værketsom digitalt album på Dacapo Records.
Skræddersyet værk
I marts 2022 så et af Steingrímur Rohloffs mest spektakulære værker til dato dagens lys i Musikkens Hus i Aalborg, da hornisten Stefan Dohr, basunisten Jesper Busk Sørensen, trompetisten Gäbor Tarkövi og tubaisten Jens Bjørn-Larsen sammen med Aalborg Symfoniorkester under Giordano Bellincampis ledelse uropførte Rohloffs Concerto Grosso.
Værket er skrevet specifikt til at forene de fire højt profilerede solister i ét værk. Før Rohloff begyndte på kompositionen, havde han besøgt solisterne i Berlin (Busk Sørensen, Tarkövi og Dohr er medlem af Berliner Philharmoniker) for at kunne skræddersy sin musik til netop dem og deres respektive spillestil.
Lyriske messingklange
Den nye Concerto Grosso består af fire satser – én til hver af de fire soloinstrumenter. Her bringer Rohloff hvert enkelt instrument ud til dets udtryksmæssige grænse og indfanger hver enkelt musikers virtuositet. Samtidig er hele værket gennemsyret af dialog mellem soloinstrumenterne og orkestret, så der konstant er forbindelser mellem dem og steder at mødes.
De fire satser forløber efter mønstret langsom-hurtig-langsom-hurtig. Vi hører både det legesyge solohorn udfolde sig akrobatisk og den rytmisk insisterende trompet, men i arbejdet med værket opdagede Rohloff også en fælles, bemærkelsesværdig evne hos de fire solister til at spille meget langsomt og stille.
Det kan bl.a. høres i den første sats, hvor tubaen langsomt lader musikken udfolde gennem lange linjer, eller den tredje sats, hvor basunen svøber sin sang hen over orkestret. “Man bør aldrig glemme, hvor smukt, stille og lyrisk de kan spille,” siger Rohloff.
Om komponisten
Steingrímur Rohloff (f. 1971) er født i Reykjavik af islandsk-tyske forældre og har været bosat i Danmark siden 2003. Han har studeret i Köln og Paris og er i dag en af de mest fremtrædende skandinaviske komponister og har fået værker opført i mere end 25 lande.
I 2021 udvalgte DR Rohloff som repræsentant for Danmark ved Det Internationale Komponist Grand Prix – Rostrum of Composers, hvor hans hæsblæsende værk Die 4 Himmelsrichtungen vandt en flot, delt fjerdeplads.
Udkommer den 6. januar 2023
Gábor Tarkövi, trompet
Stefan Dohr, horn
Jesper Busk Sørensen, basun
Jens Bjørn-Larsen, tuba
Aalborg Symfoniorkester
Giordano Bellincampi, dirigent
28 minutter
Kontakt:
Ansvarlig for presse og markedsføring Asta Ravn Cornelius tlf.: 22868980 email: asta@dacapo-records.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-album-steingrimur-rohloffs-concerto-grosso-skraeddersyet-til-anerkendte-solister?releaseId=13666393
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **