PRM / Opfordring til ny regering fra Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp: Danmark har brug for en menneskerettighedsambassadør

    Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp

    Folkekirkens Nødhjælp og Red Barnet opfordrer Socialdemokratiet, Venstre og de øvrige partier i regeringsforhandlingerne til at skrue op for forsvaret for demokrati og menneskerettigheder i verden i et nyt regeringsgrundlag.

    Konkret foreslår de to store humanitære organisationer en styrkelse af den diplomatiske indsats og øget økonomisk støtte til demokrati- og menneskerettighedsforkæmpere i verden, særligt kvinder og piger – og udnævnelse af en menneskerettighedsambassadør.

    Opfordringen kommer på et tidspunkt, hvor der i stigende grad sættes spørgsmålstegn ved de demokratiske principper og menneskerettigheder i verden. Hvor kvinder og piger i Iran lige nu er på gaden og kræver retten til at tage ligeværdig del i samfundet og kontrol over deres eget liv og fremtid. Hvor iranske menneskerettighedsforkæmpere bliver henrettet for kampen for frihed.

    Menneskerettighederne er også under alvorligt pres i lande som Afghanistan, Somalia og Palæstina, hvor de to organisationer er til stede.

    “Der er brug for, at en ny regering tager anførerbindet på og går i spidsen for de grundlæggende rettigheder og friheder, som befolkningen i Iran kæmper for lige nu. Behovet har aldrig været større, og vi oplever, hvordan rettigheder og individuelle friheder er under enormt pres i alle de lande i verden, hvor vi arbejder,” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen.

    Ifølge generalsekretæren kan en styrkelse af den diplomatiske indsats med en dansk menneskerettighedsambassadør være med til at gøre en forskel i verden. Det handler om at skrue op for den diplomatiske dialog med lande, der krænker menneskerettigheder. Og det handler om synlig opbakning til demokratibevægelser og individer i front.

    “En menneskerettighedsambassadør skal være synlig, bakke op om og beskytte demokratibevægelser og menneskerettighedskæmpere, både dem vi ser på gaden og i den demokratiske samtale offline – men også online. Vi ser i stadig højere grad, hvordan rettighedsforkæmpere og særligt kvinder, der blander sig i debatter i det offentlige rum og online, bliver truet til at holde mund. Det skal vi dæmme op,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

    Ifølge Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt Nielsen skal Danmark skal turde gå forrest, når det kommer til børns, og særligt pigers, rettigheder.

    “Børn og unge bliver udnyttet, gjort til mål i krige og konflikter, nægtet retten til uddannelse og giftets væk i børneægteskaber. Det kalder på handling. Ved at udpege en menneskerettighedsambassadør vil vi kunne gå forrest og lægge et større diplomatisk pres på lande, hvor børns rettigheder bliver knægtet,” siger Johannes Schmidt Nielsen og uddyber:

    “Børn skal kunne bestemme over deres egen krop og fremtid. Men desværre ser vi, at børn og unges rettigheder krænkes hver dag. Vi oplever, at børn der vokser op i verdens brændpunkter, eller selv stiller sig i spidsen i kampen for rettigheder, ofte er særligt udsatte. Dem skal vi støtte langt bedre end vi gør i dag.”

    Kontakt:

    Pressechef Poul Kjar tlf.: +45 41865975 email: pkja@dca.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/opfordring-til-ny-regering-fra-red-barnet-og-folkekirkens-nodhjaelp-danmark-har-brug-for-en-menneskerettighedsambassador?releaseId=13666330

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **