Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet
De seneste uger har mandskabet fra entreprenøren SBJV arbejdet på at få både brodrager og bropiller klar til, at den første brodrager kan monteres mellem to bropiller, og fredag morgen 9. december begynder den flere dage lange operation med udsejling og ophejsning.
Projektchef Niels Gottlieb, Vejdirektoratet, siger:
“Første skridt bliver, at slæbebåde trækker prammen ud i Storstrømmen og forankrer den mellem to bropiller. Dernæst skal vi hejse brodrageren op og fastgøre den til det special-element, som er placeret på toppen af de to bropiller, så den er klar til at blive støbt sammen med dem. Vi forventer, at ophejsningen begynder lørdag.”
Brodragerne er de elementer, som forbinder bropillerne og bærer selve kørebanen og jernbanen. Bortset fra de to nordligste og de to sydligste nærmest land, bliver de alle bygget på Masnedø, inden de skal sejles ud og hejses op.
Den første brodrager bliver hejst op på bropiller 300-400 meter fra Falsters kyst.
Projektdirektør Barry Crouchman, SBJV, siger:
“Vi har længe planlagt denne dag, og nu er vi klar til at påbegynde næste fase af projektet med montering af de præfabrikerede brodragere. Visuelt bliver det noget af et skelsættende øjeblik for projektet, og det vil være et spektakulært syn at se de 73 meter lange dragere blive transporteret og placeret. Fokus er nu på operationen, som kræver en meget præcis og koordineret holdindsats fra alle involverede parter. Det er, hvad vi gør, og vi er nu klar til at udføre opgaven.”
Den samlede proces bliver:
1. Slæbebåde trækker prammen med brodrageren hen til de to bropiller
2. Prammen bliver forankret mellem bropillerne
3. Løftearmene klargøres, løftewirene fastgøres til armene
4. Brodrageren bliver hejst op med et specialbygget hejseværk
5. Brodrageren styres på plads ved hjælp af særlige styrebeslag
Herefter monteres et stort arbejdsstillads for at kunne støbe brodrageren sammen med special-elementet på toppen af bropillerne.
Følg med i operationen
Vejdirektoratet vil undervejs lægge billeder og tekster om operationen ud på projektets hjemmeside
Abonnenterne på nyhedsbrevet vil ligeledes få tilsendt nyheder og fotos fra processen. Får du ikke allerede nyhedsbrevet, så kan du tilmelde dig på projekthjemmesiden.
Projektchef Niels Gottlieb, Vejdirekoratet, siger:
“Det vil også være muligt på afstand at følge med i, hvordan vi hejser brodrageren op. Det kan ske fra vores informationspavillon for enden af stien ved Ahornvej på Falster, men det kræver nok en kikkert for at få det bedste indtryk.”
Vil du følge med, når brodrageren bliver hejst op, skal du dog forberede dig på, at det vil vare op til 2 døgn.
Kontakt:
Projektchef Niels Gottlieb email: ng@vd.dk
Kommunikationskonsulent Brian Christensen tlf.: 51 21 37 55 email: bch@vd.dk
Pressetalsmand Christian Lemvigh tlf.: 53 72 72 83 email: cl@corpmatters.dk
Vejdirektoratets pressetelefon: tlf.: 51 83 33 93
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forste-brodrager-bliver-sejlet-ud-pa-storstrommen?releaseId=13665736
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **