Pressemeddelelse fra Cepos
151.000 ufaglærte og faglærte betaler topskat. Det er næsten lige så mange som antallet af akademikere, der betaler topskat – nemlig 158.000. Og 124.000 med en kort eller mellemlang videregående uddannelse rammer ind i topskatten.
I medierne er det nævnt, at V og S vil forhøje topskattegrænsen med 100.000 kroner. En sådan skattelettelse rykker 200.000 personer ud af topskatten. Heraf vil der være 2.900 sygeplejersker og 4.400 metalarbejdere. Og arbejdsudbuddet øges med 4.100 personer.
“Det er et skridt i den rigtige retning i forhold til rekrutteringsudfordringen. Provenutabet udgør 2,4 milliarder kroner, som kan finansieres inden for råderummet frem til 2030. Der er nemlig et pænt råderum på 12,5 milliarder kroner frem til 2030, når der korrigeres for udgifter til demografisk træk og forsvar,” siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i CEPOS og fortsætter:
“Ambitionsniveauet burde være højere. F.eks. kunne topskattegrænsen øges med 200.000 kr. Det vil rykke ca. 300.000 personer ud af topskatten og øge arbejdsudbuddet med knap 6.000 personer. Provenutabet vil udgøre 4,0 mia. kr. på de offentlige finanser,” siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS
Mads Lundby Hansen har ingen illusioner om, at en SV-regering vil fjerne topskatten. Men det vil være rigtig godt, hvis topskattesatsen også sænkes med eksempelvis 1-2 procentpoint.
“Topskattesatsen på 15 procent har siden dens indførelse af Nyrup udviklet sig til en hellig ko i dansk politik, og det bør den ikke være. Det vil være rigtigt godt for dansk økonomi at påbegynde en sænkelse af topskattesatsen, og det vil være en kæmpe indrømmelse, hvis det lykkes Jakob Ellemann at få topskattesatsen sænket en lille smule,” siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i CEPOS.
Mads Lundby Hansen kan kontaktes på 21 23 79 52 for uddybende kommentarer.
Kontakt:
Cheføkonom Mads Lundby Hansen email: mads@cepos.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-cepos-analyse-naesten-lige-sa-mange-ufaglaerte-og-faglaerte-betaler-topskat-som-akademikere?releaseId=13666206
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **