PRM / Digital bogføring frigiver tid hos Anna & Søs

    Pressemeddelelse fra Erhvervshus Midtjylland

    Bluser, bukser og kjoler i store størrelser bliver i en lind strøm sendt fra Anna & Søs’ webshop Pluspige.dk i Odder til kvinder i hele Danmark.

    Salget går strygende i den kun tre år gamle webshop, som drives af Anna Jensen og Ken Primby.

    Anna Jensen har gennem 23 år drevet en fysisk tøjbutik i Odder sammen med sin søster, og den blev i 2019 udvidet med en webshop, og søsteren købt ud.

    Anna og Søs har i dag 40 medarbejdere på lønningslisten, og tre gange er virksomheden vokset ud af webshoppens lokaler. De nuværende 1100 kvadratmeter er også ved at være for trange.

    “Salget i webshoppen eksploderede før Corona, og det blev ikke mindre under pandemien. Vi kan ikke følge med alle de ordrer, der strømmer ind, hvis vi ikke har styr på vores logistik og lagerstyringssystemer”, siger Ken Primby.

    Systemer bundet sammen digitalt
    Det har virksomheden fået styr på med hjælp fra Erhvervshus Midtjylland, der kom på besøg sammen med UdviklingOdder. Udover e-handel har virksomheden også fået hjælp til digital bogføring og digital sikkerhed.

    “Vi troede egentlig ikke, at der var så meget at hente for en virksomhed som vores. Men vi er startet på en rejse med Erhvervshus Midtjylland, som har ført os til flere dygtige konsulenthuse. Og nu er alle vores systemer bundet sammen digitalt”, understreger Ken Primby.

    I den travle hverdag giver den digitale bogføring en mærkbar fordel. Dertil kommer, at Anna og Søs kan bruge deres data mere effektivt og målrettet fremover.

    “Før trak vi manuelt tal ud i et excel ark, hvis vi skulle have overblik over salget i webshoppen. Det tog meget tid for både Anna og jeg samt vores revisor. Det betyder meget, at vi har fået hovedet lidt oven vande, fordi vi har automatiseret så mange ting”, fremhæver han.

    Frigivet tid til langsigtede strategier
    Det har frigivet tid til at videreudvikle virksomheden og lægge langsigtede strategier, som bl.a. har medført, at de har valgt at få en professionel bestyrelse.

    P.t. kører Anna og Søs et projekt om digital sikkerhed, som endnu ikke er afsluttet.

    Som flere gange før poppede der pludselig et tilbud fra Erhvervshus Midtjylland op i mailboksen hos virksomheden. Denne gang om digital sikkerhed.

    Det gav genlyd, for hvis ikke sikkerheden er i top, kan det blive fatalt, slår Ken Primby fast.

    “På grund af krigen i Ukraine er digital sikkerhed endnu mere aktuelt, og vores plan var at gøre noget ved det. Men vores tid er knap, bl.a. fordi vi har travlt med den daglige drift, så vi var ikke nået til det”, siger Ken Primby.

    Han fremhæver, at Erhvervshus Midtjylland kan noget med at få virksomheder “fanget ind og hjulpet”.

    “Når vi får sådan et spark bagi, får vi eksekveret. Erhvervshuset fungerer som katalysator, så vi får løftet os fra stolen og driften. Og nu er vi godt i gang med at forbedre sikkerheden”, påpeger Ken Primby.

    Få sparring lokalt i Odder
    I Odder Kommune arbejder Jesper O. H. Sørensen, der er virksomhedskonsulent i Erhvervshus Midtjylland, ud fra UdviklingOdders kontor og har et godt og tæt samarbejde med UdviklingOdders konsulenter om at hjælpe de lokale virksomheder med eksempelvis digitalisering, grøn omstilling, eksport mv., herunder mulighederne for eksempelvis medfinansiering til udviklingsprojekter. Jesper kan desuden trække på 35 konsulent kollegaer, hvis der er særlige muligheder og udfordringer hos de lokale virksomheder.

    Kontakt:

    Udviklingschef Anna Maria Sønderholm tlf.: 70220076 email: ams@erhvervshusmidtjylland.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/digital-bogforing-frigiver-tid-hos-anna-sos?releaseId=13664282

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **