PRM / Ni lokale foreninger modtager fondsmidler

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    Danmark er fyldt med energiske ildsjæle. Men selv den stærkeste virketrang kan bremses, hvis der ikke er økonomi til at føre de gode idéer ud i livet. Fonden bag Andelskasserne i område Nord har netop til formål at støtte initiativer og aktiviteter, der vil gøre en synlig forskel i lokalsamfundene og har derfor givet en økonomisk hjælpende hånd til ni foreninger i Viborg Kommune.

    Modtagerne er:

    • Alhedens Idrætsforening modtager 15.000 kr. som tilskud til etablering af multibane i Frederiks.
    • KKIK Håndbold modtager 5.000 kr. som tilskud til Unge i bevægelse.
    • Rødding Ungdoms- og Idrætsforening modtager 10.000 kr., der skal bruges på krocketudstyr.
    • Lindum Landsbykulturhus modtager 17.800 kr. som tilskud til renovering af toiletforhold samt indretning af handicaptoilet.
    • Eastside Esport i Viborg modtager 21.250 kr. som tilskud til udstyr til nyetableret Esportsforening.
    • Viborg Vinterbader modtager 15.000 kr. Tilskuddet skal bruges på en flydesauna til Nørresø i Viborg.
    • Søndagskaffe Viborg modtager 10.000 kr. som tilskud til sociale aktiviteter for personer over 75 år.
    • Frederiks Pensionistforening modtager 20.000 kr., der skal gå til et nyt billardbord.
    • Hele Danmarks Familieklub i Frederiks modtager 9.700 kr., der skal gå til et hæve-sænke bålsted ved klubhuset.

    Det glæder Henrik Dalum, som er næstformand for Fonden bag Andelskasserne i område Nord, at fonden kan være med til at sprede glæde og udvikling i lokalsamfundene.

    “Uddeling af midler er vigtigt for fonden, fordi vi på den måde understøtter lokale ildsjæle og udviklingen i lokalsamfund. Herved bakker vi også op om de områder, hvori Andelskassens kunder lever og er aktive,” siger Henrik Dalum.

    For at komme i betragtning til fondens midler skal aktiviteterne finde sted i fondens område og fremme udviklingen af sociale, kulturelle og kreative fællesskaber. Vigtigt, fordi fællesskaberne bringer mennesker sammen og er til glæde for en bred kreds af lokale borgere.

    For nylig mødtes ildsjæle fra de lokale initiativer i Andelskassen i Viborg for at modtage den økonomiske håndsrækning fra fonden. Her deltog centerdirektør for Andelskassen i Viborg, Michael Nygaard Holst.

    “Det er stort for os i Andelskassen at kunne være med, når fonden bag banken uddeler midler til lokale initiativer, for det ligger dybt i vores DNA at støtte op om de lokalområder, vores kunder er en del af. I vores lokalsamfund er der mange gode projekter og initiativer, som fortjener et økonomisk rygstød, og det glæder mig at se, hvordan lokale ildsjæle beviser, at deres initiativer og aktiviteter giver værdi for hele lokalsamfundet, så fondsmidlerne kommer til at gøre en positiv forskel for mange mennesker,” siger Michael Nygaard Holst.

    På Andelskassens hjemmeside andelskassen.dk/om-banken/organisation-og-ledelse/fonde/fonden-for-andelskasserne-i-omraade-nord/ kan man holde sig orienteret om ansøgningsfristen for næste uddeling af støttemidler. Her finder man også ansøgningsskema og yderligere information om, hvilke betingelser ansøgningerne skal opfylde.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Maria Bugge tlf.: 87993074 email: mbm@andelskassen.dk

    For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ni-lokale-foreninger-modtager-fondsmidler?releaseId=13666046

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **