PRM / Sne over Danmark: Undgå at kælketuren bliver nedtur

    Pressemeddelelse fra GF Forsikring

    Snevejr betyder ofte, at børnene står på spring til at bevæge flyverdragt og kælk mod nærliggende kælketinder – og det giver trængsel på kælkebakkerne. Derfor mærker man også typisk de oplagte kælkedage i travlheden på skadestuerne, når det, der skulle have været sjov og familiehygge, desværre også ofte ender i sammenstød og personskade – og i værste fald kan man udover en brækket arm også komme hjem med et uventet erstatningsansvar. Derfor er det ifølge skadedirektør ved GF Forsikring Per Haulund vigtigt at sikre sig, at man har en privat ansvarsforsikring inden turen på kælkebakken.

    – Vi har i Danmark ikke en lov, der regulerer vores færden på kælkebakken, og man skal være bevidst om, at man kan risikere at komme hjem med et erstatningsansvar, hvis man kommer til at ramme og dermed påføre skade på en anden person. Derfor er det helt afgørende, at man har en privat ansvarsforsikring, siger han.

    En ansvarsforsikring er ikke lovpligtig i Danmark. Det betyder, at hvis et sammenstød på kælkebakken udløser et erstatningsansvar, så kan den, der bærer skylden, stå tilbage med en større regning til fx tabt arbejdsfortjeneste.

    På med hjelmen

    Hos GF Forsikring opfordrer man også til, at man inden kælketuren taler med børnene om, hvordan man bedst muligt skaber en sikker oplevelse i sneen.

    – Vi råder altid til at medbringe den sunde fornuft. Brug en CE-mærket hjelm. Lad være med at sætte kælken i gang, hvis ruten er trafikkeret. Kig efter forhindringer, der måske kan være sjove, men også farlige, og tjek, at kælken ikke kan løbe ind i en skov eller ud på en vej. På den måde minimerer man risikoen for skader betragteligt, siger Per Haulund.

    Gode råd til kælkebakken

    • Tag med dit barn på kælkebakken.
    • Brug en hjelm, som er CE-mærket.
    • Arme og ben skal holdes inde i kælken.
    • Skab overblik over kælkebakken, så du ved, om der er små bump, træer eller sten på skråningerne.
    • Sørg for, at kælken ikke løber ud på en trafikeret vej.
    • Lær dine børn, at det er bedst at gå med fronten op ad bakken, så man har øje på modkørende kælke.
    • Vælg en hvid kælkebakke, så kører du nemlig ikke på is, og fald er derfor mindre hårde.
    • www.kaelkebakke.dk/kort/ kan du finde gode kælkebakker i dit lokalområde.

    Kontakt:

    GF Forsikrings pressetelefon tlf.: +45 70 22 00 75 email: presse@gfforsikring.dk

    Kommunikation & Presse Rasmus Damkjær email: presse@gfforsikring.dk

    Kommunikation & Presse Rasmus Gade tlf.: +45 25 57 20 20 email: presse@gfforsikring.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sne-over-danmark-undga-at-kaelketuren-bliver-nedtur?releaseId=13666012

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **