Pressemeddelelse fra Deloitte
Når Tinnamaria Larsson-Bertelsen fra den 2. januar 2023 får plads i Deloittes topledelse, er det med stærke resultater i konsulentforretningen, hvor hun har ledet rådgivningen af offentlige kunder de sidste to år.
“Det bliver en stor gevinst for Deloitte at få Tinnamaria Larsson-Bertelsen med i topledelsen, da hun er et fyrtårn og en rollemodel for moderne ledelse. Hun er en inkluderende og utroligt vellidt leder med stærke samarbejdsevner på tværs af forretningsområder. Og resultaterne taler for sig selv: Tinnamaria står bag en imponerende udvikling af vores tilbud til den offentlige sektor, og hun har været med til at udvikle et stærkt CFO-tilbud rettet mod kunder i det offentlige,” fortæller CEO for Deloitte Danmark, Anders Dons.
Tinnamaria Larsson-Bertelsen er 53 år, bor i Roskilde sammen med sin familie og er uddannet cand.merc.aud. Hun har en baggrund i revisionsbranchen, inden hun skiftede til konsulentforretningen. Fritiden bruges på familien, lange gåture med hunden samt meditation, personlig og spirituel udvikling.
Skiftet fra de offentlige kunder til en af de fem forretningsdivisioner i Deloitte – Risk Advisory – er ifølge hende selv et oplagt næste skridt.
“Cybersikkerhed, ESG og modstandskraft kommer til at være helt centrale søjler i mit arbejde fremover. Det er imidlertid også emner, der har fyldt meget i rådgivningen af offentlige kunder, som jeg har stået i spidsen for indtil nu. Jeg glæder mig virkelig meget til de spændende udfordringer i Risk Advisory og til at komme tæt på kunder og medarbejdere i forretningsområdet,” siger Tinnamaria Larsson-Bertelsen.
Nyt kapitel i softwaregigant
Afgående Risk Advisory-leder Mette Louise Kaagaard takker af i Deloitte, da hun er blevet tilbudt stillingen som CEO for Microsoft Danmark.
“Stillingen som CEO for Microsoft er et drømmejob, og den mulighed vil jeg naturligvis gribe. Så det er på ingen måde et fravalg af Deloitte, men et tilvalg af en unik mulighed for mig. Jeg er stolt over – sammen med teamet – at have styrket Deloittes Risk Advisory-forretning de seneste år samtidig med, at vi har fået en række dygtige, nye talenter ombord. Det glæder mig, at netop Tinnamaria Larsson-Bertelsen overtager rattet efter mig, da hun er en fremragende leder,” siger Mette Louise Kaagaard.
Fra Deloittes CEO lyder en tak for indsatsen til den afgående Risk Advisory-leder.
“Jeg vil gerne udtrykke en stor tak til Mette Louise Kaagaard for det aftryk, hun har sat – ikke blot på Risk Advisory, men også på vores samlede ledelse. Jeg ønsker hende alt det bedste i en spændende stilling i endnu en stærk virksomhed,” slutter Anders Dons.
Flere udskiftninger på vej
Deloitte har flere ændringer på vej i ledelsesgruppen. Nuværende COO Morten Ry er blevet forfremmet til Deloittes COO i Europa fra 1. januar 2023. Morten Ry erstattes i topledelsen af Niels Peter Larsen, CFO i Deloitte Danmark, som får titlen Head of Operations.
I topledelsen kommer også Martin Nyrop, som fra 1. januar overtager ansvaret for Clients & Industries efter Christian Jensby, der er blevet valgt som ny CEO pr. 1. juni. Det betyder, at Martin Nyrops stilling som Consumer-leder overtages af Anne Meyer, som i dag er ansvarlig for cloudrådgivning i konsulentforretningen.
Endelig får Anne Kathrine Wennergren Holm et større ansvar som tværgående leder af klima og bæredygtighed allerede fra 1. december.
Kontakt:
Pressechef Anne Rosa Simonsen tlf.: +45 20 63 31 33 email: ansimonsen@deloitte.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tinnamaria-larsson-bertelsen-bliver-ny-risk-advisory-leder-og-medlem-af-topledelsen-i-deloitte?releaseId=13665327
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








