Pressemeddelelse fra Red Barnet
Antallet af børn, der lever i verdens farligste konfliktzoner, er steget markant i løbet af bare ét år. Det viser Red Barnets nye rapport “Stop the War on Children: The Forgotten Ones“, som kaster lys over forholdene for børn i krige og konflikter verden over.
230 millioner bor i de mest dødbringende konfliktzoner. Det er en stigning på ni procent fra året før i 2020.
-Det er aldrig børn, der starter krige, men børn er de mest sårbare og de største ofre i enhver konflikt. Krigen i Ukraine har mindet os om, hvor brutal krig og konflikt er, og hvilke forfærdelige konsekvenser det har for børn. Men vi har også set, hvad der er muligt, når der er tilstrækkelig med kollektiv politisk og økonomisk vilje til at sikre, at børn får den livreddende hjælp, de har brug for. Vi skal blive ved med at beskytte børn fra Ukraine samtidig med, at der skal gøres langt mere for at sikre, at børn i andre konfliktramte lande bliver bedre beskyttet, siger Anne Margrethe Rasmussen, chef for Red Barnets arbejde i Mellemøsten og Østeuropa.
Flere end 8.000 børn blev i 2021 dræbt eller lemlæstet i konfliktområder ifølge FN. Det svarer til 22 børn om dagen. Selvom tallet er faldet med omkring en tredjedel fra godt 12.000 i 2018, forventes tallet at stige i 2022 på grund af krigen i Ukraine.
Værst at være barn i Yemen
Yemen topper ifølge Red Barnets rapport listen over de 10 konfliktramte lande, hvor det er værst at være barn. Analysen bygger på antallet af alvorlige krænkelser mod børn, som er registreret og verificeret af FN, konfliktens intensitet samt andelen og antallet af børn, der vokser op med krig og konflikt.
– Der er ikke noget sikkert sted for børn i Yemen. I syv år har vi set, hvordan en uforsonlig menneskeskabt konflikt har efterladt børn til at betale en pris, der rækker langt ud over sult og sygdom. Børn er blevet angrebet, mens de spillede fodbold, på skolebænken, på deres senge på hospitaler, i deres hjem og på markedspladsen. De er blevet dræbt i tusindvis, lemlæstet, fordrevet og traumatiseret i et omfang, så de fleste børn nu lever hver dag med frygt og angst. De ansvarlige for disse grove krænkelser mod børn er nødt til at blive stillet til ansvar, siger Anne Margrethe Rasmussen, chef for Red Barnets arbejde i Mellemøsten og Østeuropa.
På trods af en stigning i antallet af børn, der bor i de mest dødbringende konfliktzoner, er det samlede antal alvorlige krænkelser mod børn faldet siden 2020. De seks krænkelser, som FN betragter som de mest alvorlige begået mod børn i konflikt, er drab og lemlæstelse, rekruttering til væbnede grupper, bortførelse, seksuel vold, angreb på skoler og hospitaler og at blive nægtet humanitær hjælp.
De glemte kriser
Red Barnets rapport indeholder også en analyse af mediedækningen i 2022 af de 10 konfliktramte lande, hvor det er værst at være barn.
Krigen i Ukraine har mellem 1. januar og 30. september 2022 fået fem gange mere mediedækning end alle de 10 konfliktramte lande tilsammen. I den periode fik listens højdespringer Yemen f.eks. kun lidt over to procent af mediedækningen sammenlignet med Ukraine.
Samtidig er den humanitære indsats til de 10 konfliktramte lande, hvor det er værst at være barn, underfinansieret. Kun i gennemsnit 43 procent af den humanitære indsats i disse lande var i november i år finansieret, hvilket betyder, at millioner af børn her bliver efterladt uden adgang til fysisk og psykisk behandling, mad og uddannelse. Tilsvarende var den humanitære indsats i Ukraine på samme tidspunkt over 68 procent finansieret.
Flere konklusioner fra Red Barnets rapport “Stop the War on Children: The Forgotten Ones”:
- 449 millioner børn – eller et ud af seks børn i verden – boede i en konfliktzone i 2021. Det er et lille fald fra året før (450 millioner). 230 millioner af disse børn boede i højkonfliktområder – defineret som konfliktzoner med flere end 1000 kamp-relaterede dødsfald på et år.
- Afrika havde det højeste samlede antal børn ramt af konflikter (180 millioner), efterfulgt af Asien (152 millioner) og Amerika (64 millioner).
- I Mellemøsten levede næsten et ud af tre børn i konfliktzoner i 2021. Det er den højeste andel end i nogen anden region i verden.
- Der er sket en markant stigning de seneste tre år i antallet af børn, der bliver nægtet adgang til humanitær hjælp.
Kontakt:
Presseansvarlig Gudmund de Stordeur Baudinet tlf.: 2189 2112 email: gds@redbarnet.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-rapport-markant-flere-born-lever-i-klodens-mest-dodbringende-konfliktzoner?releaseId=13665289
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **