PRM / Vores enorme forbrug af tøj forsinker den grønne omstilling

    Pressemeddelelse fra Etisk Handel Danmark

    De fleste af os er godt klar over, at vi skal holde igen med oksekødet og undgå madspild, men der er et behov for, at vi får øjnene op for vores tøjforbrug, og ikke mindst måderne det produceres på. Global handel er fyldt med dilemmaer. Der er store udfordringer med arbejdstager- og menneskerettigheder, miljø og klima i alle de værdikæder, som danske virksomheder indgår i. Det gælder inden for mode- og tekstil, men i øvrigt også inden for bl.a. elektronik, fødevarer, landbrugsråvarer og energi.

    Mange forbinder bæredygtighed i tekstilbranchen med, hvordan miljø og natur påvirkes. Men det handler i ligeså høj grad om arbejdsforholdene for de mennesker, der producerer vores tøj.

    Vores globale forbrug af tøj er fordoblet fra år 2000 – 2014. Det er med til at sætte tekstilindustrien på EU’s topscorer-liste over industrier med de største ressourceaftryk.

    Samtidig garanterer over 90% af verdens store tekstilvirksomheder ikke leveløn, og kun enkelte har en offentliggjort plan for at opnå det. Leveløn er en menneskerettighed og betyder, at man skal kunne leve af sin løn.

    Hvad enten vi vil det eller ej, så påvirker vi produktion og vilkår i andre dele af verden gennem vores køb – både som forbruger og virksomhed. Og hvem vil ikke gerne undgå en skjorte fyldt med kemi og dårlige arbejdsvilkår på samvittigheden?

    Klima, energi, fødevarer og forsyningskriserne har konsekvenser, som lige nu kradser hos både virksomheder og forbrugere. Mange har været optaget af de nære spørgsmål, om stigende udgifter til dagligvarer, el- og varmeregninger. Det globale udsyn har fyldt mindre i denne tid. Men vi skal huske, at i sidste ende er kriserne også symptomer på, at vores produktion og forbrug ikke er bæredygtigt.

    Vi producerer og forbruger flere ressourcer end jorden kan genere og absorbere. Black Friday blev til Black Week. Og nu hedder det Black Month, som dernæst bliver afløst af juleindkøb.

    Mange virksomheder er i gang med at omstille deres produktion, men hvis Danmark skal bryste sig med at være foregangsland for den grønne omstilling, skal der skrues op for tempoet, og der skal sættes langt mere fokus på arbejdstager- og menneskerettigheder i hele værdikæden, hvis omstillingen ikke kun skal være grøn men også retfærdig.

    Her kan øget efterspørgsel fra forbrugerne på ansvarligt og mere bæredygtigt produceret tøj, og inspiration fra nogle af de virksomheder, som har knækket koden, være katalysator for den omstilling, mange efterspørger. Men det kræver, at både virksomhed og forbruger er villig til at betale den rigtige pris for den vare, der produceres.

    [Tidligere bragt i Børsen Bæredygtig d. 21/11]

    Kontakt:

    Lotte Frøjk Knudsen, tlf. 29452501 eller mail lfk@etiskhandel.dk, kommunikationsansvarlig i Etisk Handel Danmark.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vores-enorme-forbrug-af-toj-forsinker-den-gronne-omstilling?releaseId=13665431

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **