PRM / Clever sætter strøm til udviklingen af Mors

    Pressemeddelelse fra Clever

    I Morsø Kommune har man en ambition om at understøtte den grønne omstilling af transporten ved at forbedre infrastrukturen for de transportmidler, der kører på el. Derfor er kommunen i øjeblikket i gang med at udskifte hele sin vognpark til elbiler, og samtidig arbejdes der på en plan for fremtidens ladeinfrastruktur, så det bliver endnu nemmere for kommunens borgere at vælge elbilen til i hverdagen.

    Det arbejde bliver nu hjulpet godt på vej af, at Danmarks førende ladeoperatør, Clever, har købt en grund på Vester Fald 8 med henblik på at opføre en lynladestation i sit prisvindende stationsdesign.

    – Vi er stolte af, at Clever har valgt at investere i den positive udvikling, som Mors er inde i. Deres stærke profil er med til at styrke den store interesse for området. Derfor er jeg også særdeles glad for, at vi valgte at byggemodne hele området, så vi hurtigt og smidigt kan fortsætte vores proaktive udviklingsdagsorden, fortæller Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune.

    Hurtig opladning og meningsfuld pause
    Lynladestationen ved Nykøbing Mors får op til ti lynladepunkter i løbet af 2023, dog med mulighed for skalering til 16 eller mere i løbet af de kommende år. De ti lynladepunkter kan levere en effekt på op til 300 kW, hvilket svarer til at kunne lade elbilen fra 0-80 pct. på under 30 minutter.

    Udover at forsyne elbiler med lynhurtig strøm, vil stationen med sit grønne hjerte også indbyde til en meningsfuld pause for elbilisterne, hvor sanserne vækkes:

    – Clever er sat i verden for at gøre skiftet fra fossilbilen til elbilen trygt for danskerne til gavn for den grønne omstilling. Derfor er det vigtigt, at vi er til stede der, hvor danskerne er, og hvor de gerne vil køre hen. Vi ønsker at binde landet og hverdagen sammen med relevante ladepunkter, der gør det nemt at køre på arbejde, ud at handle eller tværs over landet, lyder det fra Kenneth Boe Larsen, der er forretningsudvikler hos Clever. Han fortsætter:

    – Lader du ved en af vores lynladestationer, så vil du også opleve, at det handler om meget andet end bare at forsyne din elbil med strøm. Vi vil nemlig også sørge for, at du får god energi i de 30 minutter, det tager at lade din elbil fra 0-80 pct. Derfor indretter vi vores lynladestationer med grønne oaser og elementer, som indbyder til at træde ud af bilen og bruge området og skabe en meningsfuld pause, inden turen går videre i hverdagens ræs eller ud i sommerlandet.

    Handlen mellem Clever og Morsø Kommune er netop gennemført, og Clever går derfor snart i gang med projekteringen af lynladestationen. Forventningen er, at stationen er klar til at lade de første elbiler op inden udgangen af 2023.

    Kontakt:

    Head of Public Relations Emilie Linders tlf.: +45 30 90 08 99 email: press@clever.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/clever-saetter-strom-til-udviklingen-af-mors?releaseId=13665363

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **