Pressemeddelelse fra Tønder Kommune
Over 70 mennesker var i onsdags samlet på Richtsens Plejecenter for sammen at udvikle ideer, som skal skabe flere muligheder og bedre livskvalitet for mennesker med demens i Tønder Kommune, så de kan leve et trygt og aktivt hverdagsliv.
Deltagerne repræsenterede en bred vifte af forskellige foreninger, lokalråd, vennekredse, interesseorganisationer og forskellige forvaltninger i kommunen. Men derudover var der et flot fremmøde af borgere, der er pårørende til mennesker med demens, ligesom en borger med Alzheimers også havde noget på hjertet og mødte op for at deltage i workshoppen.
“Det er flot med så mange deltagere. Det vidner om, at demens er noget som vedkommer borgerne i Tønder Kommune. Jeg er spændt på alle de inputs, der helt sikkert kommer ud af det,” fortæller formand for sundhedsudvalget, Anette Abildgaard Larsen.
Tønder Kommune vil sætte fokus på forebyggelse omkring sundhed og trivsel, og skabe et mere demensvenligt samfund. Ca. 1 mio. danskere er pårørende eller bekendt med et menneske med demens, og tallet er stigende. I den forbindelse, har kommunen blandt andet iværksat et stort projekt, som skal udvikle muligheder for mennesker med demens.
Og det var på den baggrund, at Tønder Kommune inviterede til ideudviklingsworkshop på Richtsens plejecenter.
“Det var et rigtig godt møde, så nu er vi i gang med at få overblik over de mange ideer, der kom frem på workshoppen. Vi forventer, at det bliver en svær udvælgelsesproces, men det er jo et positivt problem, når man har mange gode forslag at vælge mellem,” fortæller områdeleder og styregruppeformand John Zachariasen og forsikrer om at:
“ingen ideer bliver smidt ud. Vi tager alle ideerne med videre og forholder os til dem. For selv om nogle af ideerne ikke kan bruges i forbindelse med dette projekt, så kan der sagtens være flere af dem, vi vil arbejde videre med i andre sammenhænge.”
Næste skridt bliver at videreudvikle ideerne som prototyper. Herefter det er planen, at de skal afprøves forskellige steder i kommunen.
Projektet er støttet af Socialstyrelsen, og forventes afsluttet ultimo 2023.
Fælles om demens – demensvenlighed er menneskelighed i Tønder Kommune. Spor 1: Tidligere udredning ved hjælp af mere medmenneskelig støtte. I projektet er målet at udvikle et værktøj, som almindelige mennesker kan få gavn af i forbindelse med at støtte sine medmennesker til at komme til lægen, hvis der er årsag til mistanke om demens. Formålet med at blive udredt tidligere er, at opnå bedre livskvalitet, da tidligere udredning giver adgang til behandling, hjælp og støtte, forståelse for eventuel adfærdsændring og mulighed for at forsinke funktionsnedsættelse. Spor 2: Åbne plejecentrene op og udvikle aktiviteter. I projektet er målet at udvikle et koncept for etablering af aktiviteter på plejecentre, Der skal i den sammenhæng arbejdes på, at flere forskellige aktører får adgang til faciliteter på plejecentrene, fx foreningsaktiviteter, butikker eller andre, med gode ideer. Derudover er der fokus på at udvikle aktiviteter til flere målgrupper, selvfølgelig med stor respekt for beboerne på plejecentrene, men ønsket er, at flere kan få gavn af de rammer, der er på plejecentrene, borgere i lokalområdet omkring plejecenteret, borgere i ældreboliger m.fl. Formålet, med flere aktiviteter med flere aktører og flere målgrupper, er, at skabe mulighed for mere aktive hverdagsliv for flere. Spor 3: Udnytte potentialer ved ældreboliger omkring plejecentrene. I projektet udvikles en introduktion til ældreboligerne, hvor potentialerne er tydelige og ældreboligerne fremstår mere attraktive for mennesker med demenssygdom. Der undersøges blandt andet, hvordan ældreboligerne kan blive tættere knyttet til plejecentrene, således at borgere, der bor i ældreboligerne i nærheden af plejecentrene, har en oplevelse af at være en del af plejecenteret. Fx ved at deltage i aktiviteterne på plejecenteret, og ved at plejen varetages af plejecenterets personale, hvis det er mest hensigtsmæssigt for borgeren. Formålet er, at de mennesker med demens, der har behov, får bedre mulighed for at vælge at flytte i ældrebolig. |
Kontakt:
Anette Abildgaard Larsen, fmd, Sundhedsudvalget, Tønder Kommune: Mob.:. 2117 6395
John Zachariasen, områdeleder for plejecentre, administration
og fælleskøkken: Mob.: 3065 5983
Marie Madvig Evald, projektleder, Tønder Kommune: Mob.: 2047 9454
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stor-interesse-for-workshop-om-demens?releaseId=13665319
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **