PRM / Røde Kors sender yderligere 6 millioner kroner til hjælpearbejdet i forbindelse med fødevarekrisen på Afrikas Horn

    Pressemeddelelse fra Røde Kors

    Flere end 20 millioner mennesker er i fødevarekrise på Afrikas Horn. Det står særlig slemt til i Somalia, hvor op mod 300.000 mennesker er på kanten af hungersnød, og hvor halvdelen af børnene i landet er akut underernærede. Sultkatastrofen er blandt andet en konsekvens af tørke, som ser ud til at fortsætte.

    Derfor sender Røde Kors nu yderligere 6 millioner kroner fra organisationens katastrofefond afsted for at styrke hjælpeindsatsen for tørke- og sultramte familier. I Etiopien og Kenya handler det primært om at få penge ud til befolkningen, så de selv kan dække deres basale behov. I Somalia hjælper Røde Kors også akut underernærede børn i fjerne og afskårne landsbyer.

    “Når jeg taler med mine kollegaer i de forskellige lande, hører jeg, hvordan sulten allerede har sat sine dybe spor i befolkningen. Folk må forlade deres hjem, fordi deres kvæg dør, og deres livsgrundlag forsvinder. Og der er mange hjerteskærende beretninger fra mødre, som har måtte begrave deres børn, som er døde af sult. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe de mennesker, som lige nu sulter”, siger Nelima Lassen, chef for Røde Kors’ arbejde i Afrika.

    Den værste tørke i 40 år
    Det er særligt tørken på Afrikas Horn, som har ført til den omfattende sultkatastrofe. Somalia, Etiopien og Kenya har været ramt af fire forfejlede regnsæsoner i træk, og den femte er allerede blevet varslet. Derfor står befolkningen nu i den værste tørke i 40 år, som ser ud til at blive endnu værre.

    “Tørken tager ikke kun livet af husdyr og afgrøder. Den udtørrer også græsgange og vandhuller. Det kan skabe konflikt om ressourcerne, og vi ved, at konflikt er noget af det, der kan tvinge endnu flere på flugt, hvilket yderligere forværrer deres adgang til basale fødevarer. Så det ender med at blive en ond spiral,” siger Nelima Lassen.

    Konflikter på Afrikas Horn, globale prisstigninger efter krigen i Ukraine og de økonomiske konsekvenser af COVID-19 er også årsager bag fødevarekrisen. Fødevarepriserne er steget med over 50 % på Afrikas Horn over det seneste år, og ligesom herhjemme rammer det også der de allerede udsatte familier hårdt.

    Kontakt:

    For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:

    3529 9699
    Røde Kors.dk/presse

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rode-kors-sender-yderligere-6-millioner-kroner-til-hjaelpearbejdet-i-forbindelse-med-fodevarekrisen-pa-afrikas-horn?releaseId=13665311

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **