Pressemeddelelse fra Sweco
Udbygningen og vedligeholdelsen af infrastrukturen, den grønne transition af energisektoren og behovet for klimatilpasning er markante opgaver forbundet med store investeringer nu og i de kommende år. Det mærker man hos arkitekt- og ingeniørrådgiveren Sweco, hvor efterspørgslen efter specialistkompetencer indenfor energi, vand, klima, miljø og infrastruktur er så høj, at rådgiveren ser mulighed for at udvide forretningen med 80 ekstra medarbejdere.
Udviklingen kommer efter flere års vækst, hvor Swecos division Infrastruktur, Vand & Miljø er vokset betragteligt.
“Vi har haft en meget positiv udvikling i forretningen. Forklaringen er bl.a., at vores specialister sidder med nøglen til at løse mange af de store opgaver, vi som samfund står overfor netop nu. Vi oplever stor efterspørgsel efter vores kompetencer på tværs af afdelinger, og ordrebogen er fyldt op med spændende projekter,” forklarer Jes Hansen, direktør for Infrastruktur, Vand & Miljø.
Specialister der kan arbejde på tværs
De efterspurgte profiler omfatter bl.a. 20 geoteknikere, 10 miljøspecialister, 10 medarbejdere til metro og bane, 8 til broer og tunneller, 10 til vand og klima, 8 til energi og 17 ekstra kolleger til vej og trafik. Behovet for flere medarbejdere til trafik- og vejområdet er uagtet, at trafikspecialisten Via Trafik og virksomhedens 60 medarbejdere den 1. november blev en del af Sweco.
“Vi søger fagspecialister og projektledere, der ser fordele i vores integrerede tilgang, og som vil og kan samarbejde på tværs af fagligheder. Vores vækst og udvikling betyder også, at vi investerer i efteruddannelse og opkvalificering af medarbejdere særligt indenfor bæredygtighed, hvor vi det forgangne år har haft godt 200 medarbejdere på kurser i bæredygtighed. Vi vil være den rådgiver indenfor anlæg og infrastruktur, der ved mest om, hvordan vi præger vores kunders projekter i en grønnere retning,” forklarer Jes Hansen.
Senest har Infrastruktur-divisionen vundet projekter, hvor bæredygtighed er omdrejningspunktet, nemlig Vejdirektoratets og Banedanmarks InfraLCA-værktøj og et projekt om test af køreledninger til tung transport mellem Femern og Øresund. Divisionen oplever også øget efterspørgsel efter bæredygtighedsydelser fra forsyningsselskaberne.
Center of excellence på energiøer
Sweco vandt i juli opgaven som rådgiver for Energistyrelsen på udviklingen af udbuddet af Energiøen i Nordsøen. Projektet beskæftiger mange medarbejdere i Sweco på tværs af seks lande og bliver brugt som afsæt til at opbygge kompetencer til andre lignende energiø-projekter rundt om i verden. Således er ambitionen at opbygge et center of excellence på energiøer, hvortil Sweco også søger ekstra medarbejdere.
Kontakt:
Presseansvarlig Morten Laasholdt tlf.: +45 3117 7117 email: morten.laasholdt@sweco.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sweco-soger-80-ekstra-medarbejdere-til-projekter-indenfor-infrastruktur-vand-klima-miljo-og-energi?releaseId=13665174
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **