Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S
Der er lagt i kakkelovnen til en fest af de helt store, hvis Danmark går hen og vinder VM. Udover fejringen af VM-triumfen, vil rigtigt mange danskere også kunne fejre, at VM-sejren udløser en kæmpe kontant bonus.
Danske Spil kan lige nu se frem til at udbetale lige omkring 55 millioner kroner til danskerne, hvis Eriksen, Schmeichel, Lindstrøm, Dolberg og alle de andre vinder VM-trofæet.
“Jeg mindes ikke, at vi så tidligt i en slutrunde har stået til at udbetale SÅ højt et beløb til danskerne på en enkeltstående begivenhed. Vi var ganske vist tæt på i den magiske EM-sommer i 2021, men der endte det jo med, at der kom nogle englændere på tværs og ødelagde festen – fordi de ikke kunne blive stående på benene,” siger oddssætter hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen.
Han fortæller, at VM-optimismen tilsyneladende ikke har taget skade af den første 0-0-kamp mod Tunesien. Før den danske åbningskamp var 55 procent af alle indskud på verdensmesterspillet sat på Danmark som verdensmester, men efter Tunesien-kampen er andelen af ‘patriotiske spil’ steget til 60 procent.
Spiller med hjertet
“Vi har set det før ved de store turneringer: Selv om danskerne generelt set er blevet dygtigere og dygtigere til at oddse og bedre til at udnytte, hvis vi kommer til at sætte et odds en smule skævt, så er der alligevel en tendens til, at danskerne spiller med hjertet. Især når det gælder de helt store nationale anliggender som fodboldslutrunder, håndboldslutrunder og OL. Danskerne kan godt lide at lægge pengene på det udfald, de håber på. Omvendt er det meget svært at lægge penge på det udfald, man i virkeligheden ikke vil have,” siger han.
Han understreger i øvrigt, at selv om Danske Spil taber penge, hvis Danmark ender som verdensmester, så kommer man ikke til at høre beklagelser fra den front.
“Nej, vi er jo også fans af landsholdet herude, så vi kommer helt sikkert også til at slippe festen løs, hvis det ender med dansk sejr i finalen,” siger han.
Vinder mere endnu
Hvis Danmark gør det godt i turneringen og begynder at komme tættere og tættere på VM-triumfen, så vil det ende med, at danskerne kommer til at vinde meget mere end 55 millioner kroner.
“Hvis landsholdet for alvor får det til at køre på banen og når længere ind i turneringen, så vil danskernes tiltro også til dem vokse, og derved vil det beløb danskerne står til at vinde blive endnu højere,” siger han.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/trods-lunken-start-eriksen-og-co-stadig-glohede-favoritter-hos-danskerne?releaseId=13665195
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **