PRM / Undskyld, vi larmer – det er i en god sags tjeneste

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    Kampagnen lærer eleverne i 5. klasserne om ansvarlig brug af fyrværkeri, og der indgår praktiske demonstrationer, som kræver afskydning. SSP Forebyggelse & Vejledning står bag undervisningen, som skal mindske antallet af fyrværkerirelaterede skader blandt børn og unge, og samtidig gøre eleverne opmærksom på, at det faktisk kun er seks dage om året, de lovligt kan fyre af.

    Målt på skadestuestatistikker for de senere år kan det konstateres, at børnene tager kampagnens budskaber om blandt andet brug af beskyttelsesbriller til sig – der er ikke registreret alvorlige øjenskader blandt børn og unge i Esbjerg Kommune.

    Når det kommer til begrænsning af brug af fyrværkeri uden for den lovlige afskydningsperiode, som er 27. december – 1. januar, er det sværere at måle på. Fornemmelsen er dog, at det går den rigtige vej, fortæller SSP-konsulent Morten List Christensen, som står bag kampagnen.

    “Vi ved, at rigtig mange er generede af afskydning af fyrværkeri i løbet af december, særligt i tiden efter 15. december, hvor det bliver muligt at købe fyrværkeri. Derfor har vi stort fokus på at lære børnene, at det ikke er lovligt at bruge fyrværkeriet før den 27. december. Vi håber selvfølgelig, at de tager dén læring med sig hjem til forældrene, så de voksne også overholder reglerne. Mange husdyr er rædselsslagne, så det er vigtigt med fokus på at begrænse afskydningen til den lovlige periode. Når jeg taler med borgere i de forskellige lokalområder er det fornemmelsen, at det går den rigtige vej – uden at jeg dog har nogen valide tal på det”, siger Morten List Christensen.

    Han understreger, at der gøres en stor indsats for at samle demonstrationerne på forskellige skoler i de lokale skoledistrikter i samme uger, så antallet af dage med afskydning begrænses i de enkelte områder. Og tilføjer, at SSP Forebyggelse & Vejledning naturligvis har de fornødne tilladelser til afskydning, som i denne sammenhæng er erhvervsmæssig.

    Fakta:

    Den praktiske del af fyrværkeriundervisningen, som indebærer afskydning af fyrværkeri, består af ca. 30 afskydninger i løbet af max. 30 minutter. Fyrværkeridemonstrationerne gennemføres efter følgende plan:

    Uge 48: Skoledistrikterne Fortuna og Vadehav + privatskoler i Bramming og Ribe.

    Uge 49/50: Skoledistrikterne Aura, Bohr, Cosmos, Signatur og Urban + privatskoler i Esbjerg.

    Hvis man ønsker præcise oplysninger om tidspunkt for demonstration på de enkelte skoler, kan man kontakte sin lokale skole.

    Kontakt:

    SSP-konsulent Morten List Christensen
    Mobil 27241128
    Mail mlc@esbjerg.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/undskyld-vi-larmer-det-er-i-en-god-sags-tjeneste?releaseId=13665189

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **