Pressemeddelelse fra sundhed.dk
‘En ny meningsmåling rangerer brugernes tilfredshed med de større offentlige digitale servicetilbud, og sundhedsservices som sundhed.dk ligger højest med 67 pct. af brugerne, der synes løsningerne er gode.’
Sådan står der i dag i en artikel fra it-mediet Version 2, der baserer sig på en ny meningsmåling, foretaget i forbindelse med udarbejdelsen af Rambøll og Dansk IT’s årlige “IT i praksis”-rapport. Undersøgelsen måler bl.a. brugen af og tilfredsheden med de større offentlige digitale servicetilbud.
Næsten ni ud af ti danskere bruger de digitale servicetilbud på sundhedsområdet, og i undersøgelsen ligger sundhed.dk helt i top på brugertilfredsheden sammen med en række af de andre offentlige sundhedsservices.
For sundhed.dk’s bestyrelsesformand Lars Gaardhøj er undersøgelsens resultat meget tilfredsstillende og et stærkt pejlemærke for, at sundhed.dk er på rette kurs.
“I forvejen sætter vi brugeren i centrum i alt, hvad vi laver. Men når andre også bekræfter, vi er på rette vej, så kan man da ikke undgå at blive glad”, siger han.
Brugeren i centrum
I gennemsnit har der i 2022 været over ni millioner månedlige besøg på tværs af sundhed.dk og appen MinSundhed. Selv om årets første måneder stadig var præget af en vis COVID-19-relateret trafik, har besøgstallet alligevel opretholdt et højt niveau også efter COVID-19. Tallene bekræfter, at sundhed.dk for længst er blevet det sted, hvor danskerne kommer for at få overblik over deres sundhedsdata.
Og med resultatet af Rambøll og Dansk IT’s undersøgelse er der yderligere grobund for også fremover at fokusere på brugeroplevelsen, mener Lars Gaardhøj.
“Vores rolle er at tilbyde danskerne hjælp til og overblik over deres egen sundhed. Det gør vi bedst, hvis brugervenligheden også følger med, og derfor har vi selvfølgelig et stort fokus fortsat på at optimere den del af sundhed.dk. Vi har blandt andet oprettet et brugerpanel, hvor man kan komme med input til både projekter og til sundhed.dk generelt. Derudover foretager vi hvert år en række forskellige brugerundersøgelser og bruger resultaterne derfra til at blive klogere på, hvordan vi bedst muligt fortsætter med at optimere vores løsninger så de er nemme for alle at anvende og navigere i” siger han.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-undersogelse-sundheddk-ligger-i-top-pa-brugertilfredsheden-hos-danskerne?releaseId=13665082
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **