PRM / Stålgrossist skifter til jernhest i København

    Pressemeddelelse fra Lemvigh-Müller A/S

    Det kan være lidt som at møde en enhjørning at finde parkering i København.Har man et job, hvor man skal rundt til flere forskellige steder i byen i løbet af arbejdsdagen, kan der gå meget tid med at lede efter et sted at stille bilen.

    Det gør stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller nu noget ved. Virksomhedens bygge- og anlæg-team, som servicerer københavnske byggepladser med bl.a. værktøj, værnemidler, maskiner, el- og vvs-artikler, har fået en el-drevet ladcykel, så byggepladsbesøgene kan klares med jernhest i stedet for bil.

    Vil spare tid – og CO2

    “Ladcyklen er en lavpraktisk løsning på den københavnske parkeringsudfordring. Vi kommer typisk forbi fire til seks byggepladser i løbet af en arbejdsdag, så der kan være meget spildtid med at finde en ledig p-plads – og også med køkørsel, når man skal videre. Samtidig passer det ind i vores bæredygtighedsstrategi, hvor vi blandt andet har fokus på at minimere CO2-aftrykket fra vores transport”, fortæller Maria Steen, Director of Sales med ansvar for Bygge & Anlæg, Lemvigh-Müller.

    I forvejen bliver en del af Lemvigh-Müllers vareleveringer i samarbejde med GLS kørt ud med enten el-cykel eller -varebil. 53 procent af de såkaldte ekspresleveringer fra grossistens håndværkerbutik i København kører på el, og der er fokus på løbende at øge andelen – også i resten af Danmark.

    Fokus på at køre færre kilometer

    Ekspresleveringerne kan være alt fra værktøj til el- og vvs-artikler, som håndværkerne pludselig mangler i løbet af arbejdsdagen. Stål er til gengæld anderledes tungt at levere, så her er tilgangen til at reducere CO2 fra transporten en lidt anden, fortæller Maria Steen og siger:

    “Ser man på vores stålleverancer, så kræver det meget tunge lastbiler, og her er teknologien indenfor el-lastbiler endnu ikke så langt, at vi lige kan skifte. Til gengæld har vi fokus på at reducere antallet af kørte kilometer og har i samarbejde med vores kunder indført færre ugentlige leveringsdage. På den måde har vi siden 1. januar 2022 foreløbig sparet cirka 180.000 kørte kilometer på vores stålleverancer i Danmark”.

    Kontakt:

    Kommunikationschef Line Møller Blankholm tlf.: 4024 0827 email: limb@lemu.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stalgrossist-skifter-til-jernhest-i-kobenhavn?releaseId=13664946

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **