Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune
Der er smil over hele linjen hos Esbjerg Kommunes sociale tilbud, efter Socialtilsyn Syd har udgivet deres rapport, hvor de vurderer, at kvaliteten i kommunens sociale tilbud er høj og borgerne trives.
“Det er simpelthen så dejlig læsning. Det er hele vores socialområde, der har været under lup, og så lever vi op til alle tilsynets krav og standard. Flere steder endda mere til. Det kan vi da kun være stolte og tilfredse med,” siger Jakob Lykke, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget.
Det er samtlige tilbud under Social barn-ung-voksen, der har haft besøg af Socialtilsyn Syd. Det inkluderer blandt andre kommunens opvækstmiljøer, forsorgshjem, bosteder, refugium og Skjoldbo.
Flot billede alle vegne
Alle steder er billedet det samme. Tilbuddene støtter borgerne i at udnytte deres potentiale i forhold til skolegang, uddannelse og beskæftigelse. Ligesom tilbuddene styrker borgernes kompetencer for at indgå i sociale relationer og blive mere selvstændige. Samtidig formår tilbuddene at forebygge vold, overgreb og magtanvendelser og der er en kompetent ledelse og varetagelse af driften.
Enkelte steder er der voksne borgere, der hverken er i uddannelse eller beskæftigelse, men her slår tilsynet fast, at det enten er på grund af alderdom eller psykisk sårbarhed eller massivt misbrug, og det derfor ikke kan forventes, at borgere er hverken i uddannelse eller job.
“Vi ville gerne have haft de borgere, der vurderes til ikke at kunne være i job eller uddannelse, ud af den del af rapporten, men det har ikke været muligt. Derfor er der nogle steder, der ikke scorer topkarakter. Men vi ved, at personalet også der gør et kæmpe stykke arbejde,” understreger Jakob Lykke.
FAKTA
Socialtilsyn Syd
- På socialområdet føres der tilsyn med alle tilbud omfattet af loven om socialtilsyn. I Esbjerg Kommune er det Socialtilsyn Syd, der godkender og fører driftsorienteret tilsyn med tilbud i Social barn-ung-voksen.
- På baggrund af besøg i 2021 vurderer tilsynet, at samtlige tilbud under Social barn-ung-voksen i Esbjerg Kommune fortsat har den fornødne kvalitet jævnfør loven om socialtilsyn. Ingen tilbud fik påbud eller særlige vilkår og Socialtilsyn Syd vurderer, at der generelt er en høj kvalitet i tilbuddene.
Kontakt:
Jakob Lykke, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget, mobil: 2042 2649 mail: jakly@esbjerg.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tilsyn-vurderer-at-kommunens-sociale-tilbud-stotter-og-styrker-borgerne?releaseId=13664263
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **