PRM / Undersøgelse: Uden offentlig støtte dropper mange psykologen

    Pressemeddelelse fra Gjensidige Forsikring

    Hvert år søger tusindvis af danskere hjælp hos psykologer med en henvisning fra egen læge i hånden. Henvisningen sørger for, at den enkelte får et offentligt tilskud til behandlingen, så egenbetalingen ligger på 350 kroner per konsultation.

    Mens der i 2021 var rekordlang ventetid på psykologhjælp i det offentlige, så viser en ny undersøgelse at prisen på et psykologforløb er den afgørende faktor, der kan få mange til at droppe at få behandling.

    Her svarer lidt over halvdelen af de adspurgte, som har været i et psykologforløb inden for de seneste fem år, at de helt ville droppe at søge behandling hos en psykolog, hvis de selv skulle betale for forløbet, mens hver fjerde vil skære ned på antallet af konsultationer.

    Undersøgelsen er lavet af Kantar Gallup for Gjensidige.

    Og den store økonomiske forskel på offentligt tilskud eller fuld egenbetaling vil især ramme nogle af de mest sårbare og udsatte grupper, siger Louise Brix, der er fagchef for sundhed i Gjensidige.

    “Vi kan se, at især unge er meget sårbare i forhold til egenbetalingen, og fordi den gruppe ofte skal have lidt længere behandlingsforløb, vil en stigning i betalingen også ramme dem hårdere,” siger hun og peger blandt andet på de lange ventetider for 18-24-årige, der søger behandling for angst og depression uden egenbetaling som et billede på, hvor stor en rolle egenbetalingen spiller.

    Det offentliges udgifter til psykologhjælp har været støt stigende de sidste år, og ligger i dag et stykke over 260 millioner kroner. Og det er penge, der er godt givet ud, da de er med til at afhjælpe mange problemer, der ellers ville vokse sig større over tid, vurderer Louise Brix.

    “Ventetider og udfordringer med at finde økonomi til behandling er to store udfordringer i forhold til at søge hjælp hos en psykolog. Men de, der ender med at fravælge at søge hjælp af de årsager, kan ende med en endnu større regning senere, hvis eksempelvis stress og depression ikke bliver behandlet,” siger Louise Brix.

    Om undersøgelsen

    Undersøgelsen er foretaget blandt 1.032 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af Kantar Gallup for Gjensidige i august og september 2022.

    Har du eller en anden person i din husstand gået til psykolog inden for de seneste fem år?

    Ja, jeg har

    19.8%

    Ja, min partner har

    7.9%

    Ja, mit barn har

    4.2%

    Nej

    69.8%

    Ved ikke/ønsker ikke at svare

    2.0%

    Hvordan fik du/I adgang til psykologhjælp?

    Gennem henvisning fra egen læge

    48.9%

    Gennem psykiatrien

    10.9%

    Via egen privat sundhedsforsikring

    20.4%

    Kontaktede selv psykolog – Betalte selv

    27.4%

    Via skolen (skolepsykolog)

    4.2%

    Ved ikke/ønsker ikke at svare

    6.8%

    Hvilken betydning ville det have for dig, hvis du selv skulle betale mellem 800 og 1000 kr. per psykologkonsultation?

    Jeg ville fravælge at gå til psykolog

    52.8%

    Jeg ville gå til færre konsultationer

    26.3%

    Det ville ikke gøre nogen forskel, jeg ville tage så mange konsultationer, som var nødvendigt

    12.3%

    Ved ikke/ønsker ikke at svare

    8.6%

    Kontakt:

    Andreas Mortensen tlf.: 27 52 46 44 email: am@gjensidige.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/undersogelse-uden-offentlig-stotte-dropper-mange-psykologen?releaseId=13663277

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **