PRM / Nu kan danskerne stemme: Tre foreninger kan blive Årets Idrætsforening og løbe med de 100.000 kroner

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    Hele 724 indstillinger kom der til prisen ‘Danske Spil og DIF’s Årets Idrætsforening 2022′. En kompetent jury bestående af administrerende direktør for Danske Spil, Nikolas Lyhne-Knudsen, DIF-formand Hans Natorp og leder af håndboldinitiativet Lykkeliga, Rikke Nielsen, har gennemlæst de mange gode indstillinger og udvalgt tre foreninger, som nu går videre til en afstemning.

    Det betyder, at danskerne kan stemme på Cykling Odense, Sundby Sejlforening og Aarhus Watersport Complex. Alle tre foreninger har på hver deres måde gjort en stor forskel for idræt, fællesskab og frivillighed.

    “Det gjorde indtryk at læse indstillingerne. De var fyldt med fantastiske eksempler på, hvilken stor forskel idrætsforeningerne gør for danskerne hver eneste dag. De er en vigtig del af sammenhængskraften i Danmark, så det var ikke nemt kun at skulle pege på tre foreninger,” siger Nikolas Lyhne-Knudsen fra Danske Spil.

    Nu er det altså op til danskerne at beslutte, hvilken af de tre fantastiske foreninger, der skal løbe med æren og titlen.

    100.000 kroner til vinderen
    Frem til den 1. december klokken 12.00 kan danskerne nemlig stemme på en af de tre foreninger på www.dif.dk/arets-idraetsforening, hvor man også kan læse mere om foreningerne. Den endelige vinder afsløres i forbindelse med DR’s store Sport 2022-show i Jyske Bank Boxen i Herning den 7. januar.

    “Det er tre fremragende foreninger, danskerne kan stemme på. Til sammen sætter de nogle markante aftryk i forbindelse med fx diversitet, engagement af frivillige og samarbejder med skoler. Og så skaber de masser af liv i deres lokalsamfund,” siger Hans Natorp, formand for DIF.

    Vinderen af prisen modtager 100.000 kroner, mens der er 10.000 kroner til de to øvrige nominerede. Prisen er først og fremmest en hyldest til det gode arbejde, der hver dag finder sted i de mange idrætsforeninger, som huserer under DIF’s faner.

    “Idrætsforeninger betyder utrolig meget for en masse mennesker, og jeg er glad for at være med til at hylde dem. Det er skønt, at så mange har taget sig tid til at indstille en forening og på den måde give de frivillige kræfter et skulderklap,” siger Lykkeligas leder og tidligere håndboldlandsholdsspiller, Rikke Nielsen.

    Skulle man have tid og lyst til at se prisuddelingen live, er det muligt at købe billetter til showet via https://www.ticketmaster.dk/event/521193.

    Billederne nederst er til fri redaktionel benyttelse. Fotokredit: Rita Kuhlmann

    Om Aarhus Watersports Complex

    Aarhus Watersports Complex blev oprettet i et boligudviklingsområde i Aarhus Ø i 2016. Foreningen tilbyder en række forskellige vandsportsaktiviteter og puster liv i et område, som ellers mest har været en byggeplads. Det sker primært via foreningens to kabelbaner, hvor alle kan prøve kræfter med for eksempel wakeboard og vandski. Foreningen, der har over 1.500 medlemmer, er åben for alle og skaber mangfoldige rammer for medlemmer og gæster. Alt er drevet på frivillig basis – og man har knækket koden til at tiltrække frivillige – for der er rift om pladserne i AWC.

    Om Cykling Odense

    Cykling Odense er en Danmarks største cykelklubber og har hvert år tusindvis af skoleelever igennem deres mange tilbud. Med den indendørs cykelbane, Thorvald Ellegaard Arena, kan klubben tilbyde aktiviteter hele året, og klubben er den eneste, der har tilbud indenfor alle cykelsportens discipliner. De afvikler løb i både cykelcross og mountainbike og afholder – ikke mindst – verdens tredjeældste cykelløb på landevej, Fyn Rundt, for både elite og motionister. Cykling Odense har blot xxx medlemmer, men er en klub med stolte traditioner, som både har skabt internationale resultater ved OL, VM og EM, men også masser af gode aktiviteter for alle dem, som cykler mest for sjov.

    Om Sundby Sejlforening

    Sundby Sejlforening er med ca. 1.200 medlemmer en af Danmarks største sejlklubber. Foreningen blev stiftet i 1923, så de har 100-års jubilæum i 2023. For mange af foreningens medlemmer går medlemskabet både to og tre generationer tilbage i tiden. Helt tilbage til de medlemmer, der engang var med til at grave havnen ud og bygge moler. Alt omkring foreningen er skabt af frivillige gennem mange år. Det er derfor en traditionsrig forening, der med deres projekt ‘Women on Water’, har skabt et fællesskab, som har bredt sig til flere lande i Europa, og virkelig gjort en forskel i forhold til at få flere kvindelige sejlere på vandet.

    Kontakt:

    Formand for Danmarks Idrætsforbund Hans Natorp email: hna@dif.dk

    Kommunikationskonsulent Lars Hestbech tlf.: 23323784 email: lhe@dif.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-kan-danskerne-stemme-tre-foreninger-kan-blive-arets-idraetsforening-og-lobe-med-de-100000-kroner?releaseId=13664795

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **