PRM / Nemlig.com har stor succes med Prismatch

    Pressemeddelelse fra Nemlig.com

    Danskerne elsker gode priser på dagligvarer – og det gælder også på nettet.

    I midten af august lancerede nemlig.com en ny prisstrategi, hvor man valgte at prismatche 1.800 varer mod Rema 1000, der er en af landets absolut billigste discountkæder. Det har nye og eksisterende kunder taget rigtig godt imod, og nemlig.com har oplevet tocifret vækstrater for salg af varer på Prismatch.

    Fremgangen i salget glæder Mikkel Pilemand, der er kommerciel direktør i nemlig.com:

    “Vi har set en rigtig flot udvikling i salget af dagligvarer på Prismatch, og kundernes respons er meget positiv. Med Prismatch sikrer vi, at vores kunder altid kan handle de samme eller tilsvarende varer lige så billigt på nettet som i almindelige dagligvarebutikker. Ingen andre supermarkeder har et så omfattende Prismatch koncept som vores, og det har kunderne taget til sig i stor stil,” siger Mikkel Pilemand.

    Den nye prisstrategi fra nemlig.com betyder, at 1.800 af de mest solgte dagligvarer dagligt prismatches med Rema 1000. Det er særligt prismatchede varer indenfor mejeri, fersk kød, frugt og grønt samt kolonial, der oftere ryger i indkøbskurven.

    Investerer massivt i gode priser og tilbud
    Nemlig.com har investeret massivt i at kunne tilbyde kunderne lavere priser. Onlinesupermarkedet vurderer, at der bag den nye prisstrategi ligger en investering på et tocifret millionbeløb, men det er nødvendigt for at øge væksten i salget af online dagligvarer.

    “Danskerne er blevet rigtig hårdt ramt af inflationen. De stigende priser presser vores rådighedsbeløb i hverdagen. Det skal selvfølgelig ikke være dyrere at handle på nemlig.com end at gå i supermarkedet. Derfor fortsætter vi ufortrødent vores fokus på lavere priser, og vi er i gang med at udvide Prismatch-sortimentet yderligere,” siger Mikkel Pilemand.

    Men det er ikke kun på normalpriserne, at nemlig.com har øget priskonkurrencen på dagligvaremarkedet.

    Som et led i prisstrategien har onlinesupermarkedet lanceret “Nok Danmarks billigste”, der er en række unikke tilbud på varer, der har høj interesse blandt kunder, og som hver uge skal være de absolut billigste priser i hele den danske dagligvarehandel. Med “Nok Danmarks billigste” benytter nemlig.com sig af en unik markedsfordel, da onlinesupermarkedet ikke anvender trykte tilbudsaviser og derfor hele tiden kan justere tilbudspriserne ned for at sikre, at de er de laveste i den pågældende uge.

    Den tilgang bliver belønnet af kunderne. Hver uge gøres der flittigt brug af det nye tiltag – i nogle uger er det hele 45 procent af kunderne på nemlig.com, som har lagt mindst ét af de ekstraordinært gode tilbud i kurven.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Emil Ryttergaard email: ery@nemlig.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nemligcom-har-stor-succes-med-prismatch?releaseId=13664728

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **