PRM / Hjørring Kommunes sygehjemmepleje tager et stort skridt i den “grønne retning”

    Pressemeddelelse fra Hjørring Kommune

    Med Strategisk Energiplan 2.0, vedtaget i Byrådet 2020, og Klimahandlingsplanen fra 2022, har Byrådet vedtaget en række mål for miljø og klima i Hjørring Kommune. Et af delmålene er, at halvdelen af kommunens biler i 2030 skal være elbiler. Med en udskiftning af 2/3 af Sygehjemmeplejens biler, er Hjørring Kommune allerede i 2022 markant tættere på delmålet.

    – Jeg er stolt over at vi nu tager et meget stort skridt imod målet om, at halvdelen af kommunens biler senest i 2030 skal være elbiler. Sygehjemmeplejen er en nøglefunktion i vores ældrepleje og er helt afhængige af driftssikre biler, så borgerne kan sikres de nødvendige besøg. Med de nye biler får medarbejderne gode arbejdsforhold, samtidig med at vi sikrer miljøvenlig kørsel. Med 104 elbiler i sygehjemmeplejen gør vi en stor forskel for miljøet og vi viser samtidig kommunens borgere at vi tror på at elbiler er en vigtig del af fremtidens transportløsning. Forhåbentlig er det også med til at inspirere borgerne til mere miljøvenlig transport, udtaler formand for SÆH-udvalget, Claus Mørkbak Højrup.

    De nye biler er af mærket Cupra Born, og er valgt på baggrund af et udbud ud fra arbejdsmiljøhensyn og totaløkonomi. De skal køre for sygehjemmeplejen i foreløbigt 4 år. Medarbejderrepræsentanter fra Sygehjemmeplejen har gennem en grundig afprøvning været med til at vælge mellem forskellige biler.

    – Som medarbejder er det vigtigt med biler som er komfortable. Vi har mange besøg på vores ruter, så det er vigtigt at bilerne har gode ind- og udstigningsforhold. Det har de nye biler og de har samtidig en høj sikkerhed, som også er vigtigt med de mange kilometer vi kører. Og så er det da dejligt at tænke på, at vi udover at gøre en forskel for borgerne, nu også er med til at gøre en forskel for miljøet, udtaler en af medarbejderrepræsentanterne, Kristine Bottage.

    Hos Uggerhøj er vi særdeles glade for at være blevet udvalgt som leverandør til, at skulle levere hele 104 elektrificerede biler til Hjørring Kommunes hjemmepleje. Vi er meget imponerede over den grønne tilgang og tankegang Hjørring Kommune har til driften af bilparken i hjemmeplejen og vi glæder os samtidigt over, at være leverandør af den nærmest futuriske Cupra Born. Bilen har en rækkevidde på op til 424 km og tilbyder gode opladningsmuligheder, høj sikkerhed og problemfri fremdrift i alle situationer. Vi glæder os over det fine samarbejde med Hjørring Kommune, hvor borgerne nu, og de næste 4 år, kan se de mange moderne elbiler farte rundt på gader og stræder i hele kommunen.

    Tillykke til miljøet og Hjørring Kommune – og vi siger tak for tilliden hos Uggerhøj, udtaler filialdirektør ved Uggerhøj, Henrik Andersen.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger kan fås hos:

    Bjarke Raphael Hansen, Administrativ leder ved Sygehjemmeplejen, tlf. 40 16 08 33, e-mail bh@hjoerring.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hjorring-kommunes-sygehjemmepleje-tager-et-stort-skridt-i-den-gronne-retning?releaseId=13664583

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **