Pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune
Copenhagen Atomics vandt prisen for sit banebrydende arbejde med at udvikle en ny måde at udvinde og lagre energi på. Virksomheden har udviklet en saltsmeltereaktor, som omdanner affaldet fra atomkraft til energi og samtidig reducerer opbevaringstiden og mængden af radioaktivt atomaffald.
Reaktoren forventes at være klar i 2028, men teknologien anvendes allerede nu til at lagre energi i smeltet salt – hvor man ved hjælp af et såkaldt termisk batteri kan distribuere overskudsvarmen fra kraftvarmeværker til mindre virksomheder i mobile containere. Det kan optimere varmeforbruget og dermed spare på energien.
Fokus på udvikling og bæredygtige løsninger
Copenhagen Atomics er på få år vokset fra 5 til 60 medarbejdere og bor i Alfa Laval Innovation House, som har været med til at udvikle forretningen.
– Det positive samarbejde med Gladsaxe Kommune og Alfa Laval Innovation House betyder, at vi i Copenhagen Atomics kan holde fuld fokus på udviklingen af bæredygtige energiløsninger. Vi håber at Erhvervsprisen kan være med til at fremme dialogen og forståelsen af mulighederne ved vores teknologi, siger Thomas Steenberg, direktør i Copenhagen Atomics.
Udover Copenhagen Atomics var to andre lokale Gladsaxevirksomheder nomineret til årets erhvervspris, nemlig 3stepIT, som var nomineret for deres arbejde med at gøre virksomheders brug af IT-udstyr mere bæredygtigt, og el-installatørvirksomheden SIF Gruppen A/S som var nomineret for deres kontinuerlige arbejde med bæredygtighed – både i forhold til social ansvarlighed og den grønne omstilling.
Erhvervsprisen uddeles hvert år af Gladsaxe Kommune til en virksomhed i Gladsaxe, som i særlig grad har bidraget til en innovativ og bæredygtig udvikling.
Kontakt:
Kommunikationschef Ulla Baden, 22 76 56 22 eller ulla.baden@gladsaxe.dk
Erhvervschef og leder af Gladsaxe Erhvervsby Karen Brosbøl Wulf, 29 29 88 58 eller karwul@gladsaxe.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/atomenergi-lob-med-gladsaxe-erhvervspris?releaseId=13664502
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








