PRM / Innovativ håndledsbeskytter løber med 1. præmien i iværksætterkonkurrence for HTX-elever

    Pressemeddelelse fra Fonden for Entreprenørskab

    Hundredvis af fremtidens potentielle iværksættere og innovative medarbejdere stillede tirsdag op til Danmarks største entreprenørskabsfestival, Danish Entrepreneurship Festival i Øksnehallen i København. Her pitchede folkeskoleelever og elever fra ungdomsuddannelser og videregående uddannelser deres idéer til, hvordan vi løser fremtidens udfordringer i Danmark.

    En af konkurrencerne var Tech Innovation Programme målrettet elever fra HTX. Her løb teamet Wrist Guard – Extend It fra Next fra Sukkertoppen Gymnasium i København med førstepladsen og 10.000 kroner. Bag Wrist Guard står eleverne Ayman R. Elbali, Durlav Sharma og Thorbjørn J. Bjerrum.

    Wrist Guard er en innovativ og bæredygtig håndledsbeskytter til eksempelvis skatere, som kan justeres i størrelsen, så man kan bruge den, selvom hånden vokser. På den måde skal man ikke skifte ud og købe nye hver gang, man vokser ud af den gamle. De tre elever var glade for prisen.

    – Vi ville selvfølgelig gerne vinde og det føles utrolig godt så rent faktisk at løbe med titlen. Vi vandt ikke sidst runde, så vi har lært, at man aldrig skal give op. Og nu står vi her. Vi kom med en drøm, og vi forlader Tech Innovation Programme med en drøm på 10.000 og en flot titel, siger Ayman R. Elbali.

    Vinderen blev kåret efter en dag, hvor HTX-eleverne skulle præsentere deres idéer for to forskellige dommerhold. Herefter gik de fem bedste hold videre og pitchede på en scene foran hundredvis af tilskuere, indtil en af dem til sidst blev kåret på baggrund af en dommervotering.

    2. pladsen gik til Hygieia fra Roskilde Katedralskole, som har lavet en støttepude til brug i ældre- oghjemmeplejen, der giver støtte til patienten i situationer, hvor de rulles eller lægges på siden. Puden hjælper og aflaster personalet.

    3. pladsen gik til Vegt fra Technical Education Copenhagen på Frederiksberg. Holdet arbejder på en app, der viser den enkelte forbrugers samlede udgifter på henholdvis el, vand og gas og gør det dermed nemmere og mere overskueligt og gennemsigtigt at spare på sit forbrug.

    I alt deltog 14 hold i Tech Innovation Programme i Øksnehallen i København.

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationschef Sigurd Schou Madsen tlf.: 91373110 email: sigurd@ffefonden.dk

    Christine Brasch Bækholm email: christine@ffefonden.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/innovativ-handledsbeskytter-lober-med-1-praemien-i-ivaerksaetterkonkurrence-for-htx-elever?releaseId=13664352

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **