Pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune
Gladsaxe Byråd har netop lanceret en ny og ambitiøs erhvervspolitik, som skal styrke kommunens position som en af Danmarks mest attraktive og bæredygtige erhvervskommuner. Det skete mandag den 14. november overfor 100 lokale erhvervsfolk, politikere og embedsmænd i den tidligere Radiorådssal i Søborg Tower, det tidligere TV-Byen. Med den nye erhvervspolitik ønsker byrådet gennem innovative partnerskaber og fremragende erhvervsservice at skabe fortsat vækst på både den miljømæssige- den økonomiske- og den sociale bundlinje
Bæredygtighed er et afgørende konkurrenceparameter
Gladsaxes har en lang tradition med at samarbejde i partnerskaber på tværs af virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommunen, hvor man deler erfaringer og udvikler og tester nye løsninger af i forhold til de fælles problemstillinger, særligt indenfor for klima og den grønne omstilling.
– Vi var den første kommune i Norden, der indarbejdede FN’s Verdensmål i vores kommunestrategi, Gladsaxestrategien, og dermed i hele vores måde at arbejde på. Verdensmålene har samtidig åbnet for helt nye og innovative forretningsområder. Og i dag er der ingen tvivl om, at en bæredygtig forretning er et afgørende konkurrenceparameter. Som kommune vil vi gerne tage ansvar for at sikre gode rammer for en bæredygtig erhvervsudvikling. Og vi prioriterer partnerskaber højt. For vi tror på, at de bedste løsninger, det er dem, vi skaber sammen, sagde Gladsaxes borgmester Trine Græse blandt andet til de fremmødte.
Blandt Danmarks stærkeste erhvervskommuner
Gladsaxe er en af landets stærkeste erhvervskommuner, hvor mange store virksomheder har valgt at etablere deres hovedsæder. Kommunen er trods sin størrelse er Danmarks 9. største erhvervskommune, og den andenstørste industrikommune i Danmark med over 12.000 arbejdspladser – hvoraf de 10.000 er i life science. Det gør Gladsaxe til Danmarks største life science kommune. Gladsaxe har Danmarks næststørste eksport og er i top tre i forhold til BNP pr. indbygger. Fra 2019 til 2021 havde kommunen en jobvækst på 7,5 procent, hvor resten af Danmark og København kun havde en vækst på omkring 4 procent. Og væksten forventes at fortsætte, så der i 2026 er 3.000 flere arbejdspladser.
Tester og udvikler innovative løsninger
For fem år siden blev partnerskabet Gladsaxe Erhvervsby etableret og derigennem er der skabt flere stærke netværk om bl.a. bæredygtighed, HR og byggeri. I de erhvervsnetværk er der blevet testet og udviklet nye innovative løsninger bl.a. om madspild, byggespild, emballagespild. Resultaterne af de mange test og nye løsninger har været til stor inspiration for andre virksomheder og kommuner i landet. For eksempel har Gladsaxe sammen med lokale virksomheder udviklet den landsdækkende portal bygcirkulært.dk, hvor virksomheder kan udveksle overskudsbyggematerialer.
Kommunen har stort fokus få endnu flere iværksættere til at etablere sig, udvikle sig og at skabe en effektiv beskæftigelsesindsats sammen med blandt andet kommunens jobcenter, så ledige hurtigst muligt kommer i relevant job eller uddannelse.
Kontakt:
Borgmester Trine Græse via kommunikationschef Ulla Baden, 22 76 56 22 eller ulla.baden@gladsaxe.dk
Erhvervschef og leder af Gladsaxe Erhvervsby Karen Brosbøl Wulf, 29 29 88 58 eller karwul@gladsaxe.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/innovationsmiljoer-og-partnerskaber-er-opskriften-pa-gladsaxes-erhvervssucces?releaseId=13664368
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **