PRM / Knuthenborg Safaripark åbner sin største satsning nogensinde

    Pressemeddelelse fra Knuthenborg Park & Safari

    Evolutionsmuseet, der åbner til foråret, er Knuthenborg Safariparks største satsning nogensinde. Museet udstiller unikke og ægte fossiler fra dinosaurer og andre fortidsdyr, der samlet udgør en værdi på et trecifret millionbeløb. Fossilerne har aldrig været i Danmark før, og iblandt dem er et eksemplar af den uhyre sjældne Archaeopteryx. Den kaldes verdens vigtigste fossil, fordi den beviser Darwins evolutionsteori.

    Det, der startede som en mindre naturhistorisk samling, bliver nu udvidet til et stort, selvstændigt museum fyldt med spektakulære fossiler fra dinosaurer og andre fortidsdyr. Flere af de sensationelle og ekstremt værdifulde fund er blevet udgravet i løbet af de sidste par år og dækker tilsammen 300 millioner års evolutionshistorie.

    “Ambitionen for Evolutionsmuseet er at bruge fortidens dyreliv til at sætte nutidens dyreliv i perspektiv med en helt unik samling af ægte fossiler fra glubske dinosaurer og andre spøjst udseende dyr. Det er ægte skeletter fra spændende fund af eksempelvis Archaeopteryx og Torosaurus, og i løbet af vinteren kan vi også præsentere en endnu ukendt dinosaurart. Det er nogle af verdens absolut bedst bevarede dinosaurskeletter fra rigtige kæmper, der for millioner af år siden har bevæget sig rundt her på jorden,” siger Christoffer Knuth, direktør i Knuthenborg Safaripark.

    Evolutionsmuseet, der er beliggende inde i Knuthenborg Safaripark, er over 1.000 m2 og vil huse de ægte skeletter fra seks dinosaurer, 10 dyr fra Permtiden og en række store dyr fra istiden. Flere af fossilerne har Evolutionsmuseet selv været med til at udgrave på den amerikanske prærie, andre er på permanent udlån fra USA. Den samlede værdi af de udstillede dinosaurer og andre fortidsdyr udgør et trecifret millionbeløb.

    For at fremhæve oplevelsen af de unikke skeletter, er udstillingen baseret på en nyfortolkning af den traditionelle museumsoplevelse, og byder på lys- og lydkunst suppleret af et duftunivers, som ikke er set før og giver historiefortællingen en helt ny dimension. Duftene kan være blodige, ækle og jordslåede, måske sumpede eller endda friske og mere græssede.

    “Evolutionsmuseet er en spændende nyhed for den danske oplevelsesbranche, også set med internationale briller, for dinosaurudstillinger af denne kaliber har et dedikeret internationalt publikum. Det er noget, vi ved, skaber interesse og anerkendelse i udlandet,” siger Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv.

    Verdenssensation klar til åbningen

    Ved Evolutionsmuseets åbning den 1. april 2023 kan de besøgende blandt andet se frem til at opleve en vaskeægte verdenssensation, da museet helt unikt har fået mulighed for at udstille et eksemplar af den ekstremt sjældne Archaeopteryx, der ellers kun kan ses få steder i verden.

    Archaeopteryx er anset som det vigtigste fossil nogensinde for vores forståelse af evolution. Den levede side om side med dinosaurerne for 150 millioner år siden og beviser Darwins evolutionsteori i kraft af dens status som halvt fugl, halvt dinosaur. Der er i dag kun fundet 12 eksemplarer i verden, og dette eksemplar er fundet i Tyskland i 1990’erne og er registreret som verdens blot ottende fund.

    “Archaeopteryx er uhyre sjælden og enormt interessant. Den første Archaeopteryx blev fundet kort efter, Darwin havde beskrevet sin teori om arternes oprindelse, og den beviser faktisk selve teorien. Derfor har den haft helt afgørende betydning for vores forståelse af livet og kaldes verdens vigtigste fossil,” forklarer Christoffer Knuth.

    I størstedelen af fossilets kendte historie har denne Archaeopteryx været i lukkede samlinger. Nu stilles den til offentlighedens skue og til rådighed for videnskaben.

    Samarbejder med forskere og museer

    De store, sjældne skeletter på Evolutionsmuseet i Knuthenborg Safaripark skal ikke blot komme publikum til gode. Museet arbejder allerede sammen med nogle af verdens bedste dinosaurforskere i USA, da fossilerne stilles til rådighed for forskning.

    I Danmark ledes forskningen af dinosaurekspert, ph.d. i palæontologi og museumsinspektør på Geomuseum Faxe, Jesper Milàn, der i samarbejde med Evolutionsmuseets egen palæontolog Anna Øhlenschlæger og Det Kongelige Akademis Institut for Konservering vil forske på fossilerne.

    “At have denne unikke samling af skeletter i Danmark, og at den er tilgængelig for forskningen, åbner op for rigtig mange nye muligheder for internationale forskningssamarbejder. Med Evolutionsmuseets ambitioner om, at alle forskningsresultater hurtigst muligt skal inkorporeres i formidlingen på stedet, bliver det et virkelig spændede og lærerigt sted, hvor børn og voksne kan blive klogere på disse fantastiske fortidsdyr,” siger Jesper Milàn.

    Frem til åbningen vil Evolutionsmuseet i Knuthenborg Safaripark løbende løfte sløret for mere information om de mange store dinosaurer og fortidsmonstre, publikum kan se frem til at opleve.

    Om Evolutionsmuseet i Knuthenborg Safaripark:

    • Åbner den 1. april 2023 og dækker evolutionshistorie fra 300 millioner år tilbage i tiden og perspektiverer til dyrelivet i dag.
    • Den samlede værdi af de udstillede fossiler udgør et trecifret millionbeløb.
    • I vinterhalvåret, hvor Evolutionsmuseet og Knuthenborg Safaripark holder lukket, vil en del af fossilerne blive udlånt til andre museer og til forskning.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Miriam Hindsgaul tlf.: 20117271 email: mh@hindsgaulkommunikation.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/knuthenborg-safaripark-abner-sin-storste-satsning-nogensinde?releaseId=13664363

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **