Pressemeddelelse fra Topdanmark A/S
Topdanmark har ansat Kasper Tjørntved Davidsen som ny Chief Information Officer (CIO). Han indtræder i den øverste ledelse og får titel af koncerndirektør med ansvar for området IT, der tæller omkring 400 medarbejdere.
Kasper Tjørntved Davidsen bliver sammen med resten af IT en af nøglefunktionerne i Topdanmarks digitale og IT-mæssige transformation. Han får ansvaret for at understøtte og styrke en af de vigtigste, tværgående, strategiske indsatser i Topdanmark lige nu, Digital First-strategien.
Selskabet skal i langt højere grad levere individualiserede, digitale kundeoplevelser på baggrund af mere forenklede produkter, nye platforme og automatiserede processer. Ambitionen er blandt andet, at Topdanmark skal kunne håndtere 80 procent af alle kundehenvendelser på under 20 sekunder.
“Jeg er på vegne af vores kunder, medarbejdere og aktionærer rigtig glad for, at vi kan byde en kapacitet som Kasper Tjørntved Davidsen velkommen i Topdanmark. Han kommer med solid erfaring fra koncernledelsen i et børsnoteret selskab, der både opererer i IT- og finanssektoren, og hvor IT har spillet en afgørende rolle for Nets’ kommercielle succes, kundeoplevelser og transformation. Vi får en CIO med en særlig styrke inden for digital infrastruktur, operations og agil udvikling, og så kommer han med stor erfaring på områder som forandringsledelse,” siger Peter Hermann, adm. direktør i Topdanmark.
“Kasper Tjørntved Davidsen tiltræder på et oplagt tidspunkt i Topdanmark. Vi investerer lige nu over tre milliarder i nye IT-kernesystemer og digitalisering af vores kerneforretning. Det er Topdanmarks største investering nogensinde, og jeg er slet ikke i tvivl om, at han er den helt rette profil til sammen med den øvrige koncernledelse at sikre og accelerere vores digitale transformation. Vi er kun lige begyndt,” siger han.
Ledende roller i Nets, Leman og KMD
Kasper Tjørntved Davidsen kommer fra en stilling som CTO og medlem af koncernledelsen i Nets, hvor han siden 2018 har bestredet en række ledelses- og nøgleroller inden for IT. Forud for Nets har han en baggrund som CIO og ledende IT-stillinger fra en række større danske virksomheder, fx transportselskabet Leman og IT-virksomheden KMD.
“I mine øjne har Topdanmark har igangsat en af de mest omfattende og transformerende IT-strategier i InsurTech-markedet, og muligheden for at stå i spidsen af den sammen med de stærke teams kunne jeg ikke sige nej til,” siger Kasper Tjørntved Davidsen.
“Den digitale transformation, som der skal gennemføres i Topdanmark, vil være toneangivende i branchen og vil både betyde, at det bliver langt nemmere at være kunde gennem digitale services, samtidig med at den underliggende infrastruktur og drift styrkes. Jeg glæder mig til at tage fat på opgaven og er stolt over at træde ind i en så stærk spiller på markedet. Og så ser jeg naturligvis frem til at møde og arbejde sammen med nogle af sektorens bedste kollegaer og medarbejdere,” siger han.
Kasper Tjørntved Davidsen tiltræder 1. marts 2023 og afløser Topdanmarks forhenværende CTO og koncerndirektør Thomas Erichsen, der stoppede i selskabet i april 2022. Adm. direktør Peter Hermann fortsætter som midlertidig ansvarlig for IT-området frem til marts næste år.
//
Blå bog: Kasper Tjørntved Davidsen
2018-2022: CTO, en del af koncernledelsen og flere ledende IT-roller i Nets
2016-2018: CIO og en del af koncernledelsen i transportselskabet Leman
2008-2016: Vice President, Corp. Inf. Technology og ledende stillinger i KMD
Uddannelse: Master, International Management fra Syddansk Universitet
Han er 40 år og gift med Mette. Sammen har de to børn på 5 og 10 år.
Oprindeligt fra Tåsinge på Sydfyn. Nu bor familien i Jægersborg lidt nord for København
Kontakt:
Pressechef Troels Karlskov email: tkj@topdanmark.dk
Presserådgiver Søren Martin Olsen tlf.: +45 25 45 65 75 email: smo@topdanmark.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kasper-tjorntved-davidsen-bliver-ny-cio-i-topdanmark?releaseId=13664229
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **