Pressemeddelelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
‘Det her er min arbejdsplads, og du er mit arbejdsmiljø’ & ‘Tænk, hvis det var omvendt’.
Det er navnet på to kampagner, der skal forebygge krænkende handlinger blandt unge på digitale arbejdsmarkeder. Det kan være influencere og gamere, som har online opgaver, og platformsarbejdere, såsom madbude og rengøringshjælp, som modtager deres opgaver online, men udfører dem offline.
Kampagnerne er udviklet med udgangspunkt i data indsamlet i et nyt forskningsprojekt, der undersøger, hvordan man kan forebygge krænkende handlinger blandt de unge. Det skyldes, at det psykosociale arbejdsmiljø kan komme under pres på grund af nye og mindre regulerede beskæftigelsesformer og digitalisering af arbejdet.
Hate, krænkelser, chikane, trusler, eller diskriminering fra kunder eller følgere er eksempler på nogle af de psyko-sociale risici som forstærkes, når arbejdet er digitalt formidlet via apps, ureguleret og udføres alene. De nye former for organisering af arbejdet kalder på viden om, hvordan krænkende handlinger forebygges på et mindre reguleret arbejdsmarked.
Nye og utraditionelle metoder
– Vi håber, at vi med denne kampagne får gjort opmærksom på, at mange unge platformsarbejdere med kundekontakt, eller hvor de sociale medier er en del af de unges arbejdsmiljø, bliver udsat for krænkende, grænseoverskridende og chikanerende adfærd fra kunder, seere eller følgere, siger seniorforsker ved NFA, Johnny Dyreborg.
Det er disse kunder, følgere og seere, som er målgruppen på kampagnen. Altså kunder, der bestiller pizza eller skal have foretaget rengøring i deres hjem eller seere til Instagram, Youtube og gaming videoer.
– Fælles for disse platformsarbejdere, youtubere, gamere mv. er, at den til tider meget rå tone og krænkende adfærd på de sociale medier, er blevet en del af deres arbejdsliv. Med dette projekt prøver vi at finde nye, og nogle vil nok tænke utraditionelle, veje til at forebygge disse krænkelser, siger Johnny Dyreborg.
Fra influencernes perspektiv
Kampagnen er lavet af de to professionelle influencere Alexandra Staffensen og Guld-Dennis, der har videreudviklet forskningsprojektets ideer og budskaber til deres eget indhold, som er blevet offentliggjort på deres egne kanaler.
Alexandra Staffensen, der står bag bloggen www.migogmintinderbaby.dk, benytter sin personlige platform til at sætte vanskelige emner og hadefulde beskeder, der nærmest er blevet en norm blandt mange unge influencere og gamere, på dagsorden.
– Jeg har haft lange perioder i mit liv på de sociale medier med ondt i maven, hver gang jeg åbnede min indbakke. Hvor ville jeg ønske, at vi i stedet kunne løfte hinanden. Hylde hinanden, når man står frem med noget sårbart, siger Alexandra Staffensen om deltagelsen i projektet på sin Instagram-profil.
– Nu deler jeg det med jer med et ønske om, at det når ud, hvor det skal. Og at det måske kan starte en dialog ude i samfundet. Både mellem voksne, men også mellem voksne og børn.
Find kampagnerne her
Alexandra vil nå målgruppen med budskabet om, at ‘Dette er min arbejdsplads, du er mit arbejdsmiljø‘. Find indholdet her:
Guld-Dennishar produceret en video, der med budskabet ‘Tænk, hvis det var omvendt’ retter sig mod krænkende handlinger fra private kunder, der benytter sig af digitale platforme til at få deres fastfood bragt til døren, eller til at booke rengøring til private hjem.
Kampagnen gør med en grovkornet humor opmærksom på menneskene bag serviceydelsen ved at vende rollerne om mellem kunden og platformsarbejderen. Se indholdet her:
Kontakt:
Kommunikationskonsulent Line Flatau tlf.: 60191512 email: lfl@nfa.dk
Seniorforsker Johnny Dyreborg tlf.: +45 20532839 email: jdy@nfa.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kampagner-skal-forebygge-kraenkende-handlinger-blandt-unge-pa-digitale-arbejdsmarkeder?releaseId=13663985
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **