PRM / OK øger trygheden for eksisterende og kommende kunder med elbil

    Pressemeddelelse fra OK

    Folketinget har besluttet, at elafgiften er så godt som væk det første halvår af 2023. Det betyder, at fordelen for elbilister med en hjemmeladeboks med serviceaftale forsvinder i forhold til at få refusion af elafgift.

    Helt konkret vil den såkaldte Vinterhjælpepakke medføre, at elafgiften fra januar 2023 og et halvt år frem midlertidigt falder fra den nuværende afgift på 90,3 øre. pr. kWh til en afgift på kun 1 øre pr. kWh. Det kommer til at betyde en væsentlig besparelse på elregningen for forbrugerne.

    Den midlertidige lempelse af afgiften har imidlertid den effekt, at der i perioden ikke vil være en elafgift at refundere til elbilejerne, hvilket har været et væsentligt parameter for elbilister indtil nu. Men OK vil sikre, at der fortsat er et stærkt incitament for at køre elbil og indfører derfor et midlertidigt energitilskud, der svarer til refusionen.

    “En serviceaftale hos OK har mange fordele, og en af dem er, at vi søger elafgiftsrefusion ved staten og tilbagebetaler den til kunden. Da denne mulighed midlertidigt bortfalder, vil vi gerne mindske usikkerheden for vores kunder, så de ved, at de fortsat kan regne med en lavere kWh-pris på strømmen til bilen. Vi vil skabe tryghed ved at tilbyde et midlertidigt energitilskud i form af en rabat til eksisterende og nye kunder med både ladepakke og elaftale fra OK,” siger Kenneth Korsgaard, markedsdirektør i OK.

    “Vi ønsker i OK at understøtte den grønne omstilling med vores løsninger, og vi har oplevet en enorm interesse, siden vi lancerede vores ladepakke. Den udvikling ønsker vi at fastholde ved at give denne ekstra tryghed og rabat til gavn for kunden og klimaet,” uddyber markedsdirektøren.

    Energitilskuddet vil pr. 1. januar være på 87 øre pr. kWh, der oplades på elbilen via kundens OK ladeboks. Helt konkret vil en kunde med et kørselsbehov på fx 20.000 kilometer om året opnå en rabat på næsten 300 kroner hver måned i det første halve år i 2023.

    Kontakt:

    Kommunikationschef Rasmus Boserup tlf.: 2213 8601 email: rabo@ok.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ok-oger-trygheden-for-eksisterende-og-kommende-kunder-med-elbil?releaseId=13664006

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **