Pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune
Samtidig med at verdens ledere er samlet til FN’s årlige klimatopmøde, COP27, har Gladsaxe vedtaget sin nye Gladsaxestrategi 2022-2026, der netop har en bæredygtig udvikling i fokus.
– Klimakrisen er desværre aktuel som aldrig før, og i Gladsaxe er vi tidligt gået foran og har indarbejdet bæredygtighed og FN’s Verdensmål i vores overordnede strategi. Kommunerne spiller nemlig en afgørende rolle i en bæredygtig udvikling. Den nye Gladsaxestrategi 2022-2026 er et ambitiøst bud på, hvordan der skal arbejdes videre med bæredygtig velfærd og udvikling i Gladsaxe, siger borgmester Trine Græse.
Bæredygtig udvikling går hånd i hånd med velfærd
Som i den tidligere Gladsaxestrategi arbejdes der med bæredygtig udvikling i alle dele af kerneopgaven – socialt, miljømæssigt og økonomisk.
– Den bæredygtige udvikling går hånd i hånd med, at vi udvikler en høj kvalitet inden for alle kommunens velfærdsområder. Et godt eksempel på det er vores svanemærkede børnehuse, hvor der i alle dele af processen og i materialevalg er tænkt på bæredygtighed, miljø og et godt indeklima. Desuden har husene et energiforbrug, der er væsentligt lavere end i almindelige børnehuse. Husene indrettes efter børnenes behov og vi ved, at børn trives rigtig godt i svanemærkede rammer og også får sund økologisk mad, som de selv inddrages i at lave, siger Trine Græse.
Strategien bygger videre på det arbejde, der er i gang
Vejen til at skabe en mere bæredygtig udvikling er blandt andet et endnu tættere samarbejde på tværs af kommunes fagområder og med borgere og virksomheder i partnerskaber og fællesskaber for handling.
– Strategien bygger videre på den tidligere strategi, hvor vi har skabt mange flotte, konkrete resultater blandt andet i samarbejde med borgere og virksomheder i Gladsaxe. Med den nye strategi ønsker vi at fastholde og bygge videre på det arbejde, siger Trine Græse.
Alle verdensmål i spil
I modsætning til den tidligere strategi, hvor syv verdensmål var udvalgt, kan man i den nye strategi inddrage alle verdensmål, da koblingen til verdensmålene har vist sig at give god mening i praksis.
Nøje opfølgning på, om strategien gør en forskel
Som i den tidligere strategi er der koblet indikatorer på strategiens mål, og flere indikatorer er videreført, så man kan følge udviklingen i, hvordan målene opfyldes.
Her finder du den nye
FAKTA:
De seks mål i Gladsaxestrategien 2022-2026
De fleste af de seks mål går igen i den nye strategi med enkelte justeringer. De seks mål i den nye strategi er:
- Et godt sted at bo og leve. Et nyt mål, der har fokus på borgernes mange muligheder for at udfolde sig inden for kultur, fritid og idræt i Gladsaxe. Ambitionen er også en mere grøn og sammenhængende by med mere liv og fællesskaber.
- Børn og unge former fremtiden. Målet beskriver indsatsen for at blive Børnevenlig By, hvor børn og unge er medskabere af deres daglige liv i skoler, dagtilbud, fritidstilbud og i byen og lokalsamfundet. Målet har også fokus på støtte til sårbare børn og unge.
- Bæredygtig erhvervsby med stærke partnerskaber og jobvækst. Et centralt mål for det fortsatte gode samarbejde med virksomheder om en bæredygtig udvikling samt ambitioner for beskæftigelsesindsatsen.
- Lige muligheder for et godt liv. Målet handler om, at de borgere, der har brug for hjælp, får den hjælp, de har brug for. Målet beskriver også indsatser for at skabe social balance i alle områder af Gladsaxe.
- Styrket klimaindsats. Målet beskriver den grønne omstilling, og at perioden 2022-2026 bliver afgørende for at nå målene om CO2-reduktion. Målet rummer også udbygning af fjernvarme og gennemførsel af separat-kloakering i hele Gladsaxe.
- Sundhed og trivsel for alle. Målet handler om at skabe større lighed i sundhed. Den mentale trivsel er kommet i fokus på linje med den fysiske sundhed. Målet rummer derudover ambitioner for en mere ansvarlig fest- og alkoholkultur blandt unge samt ambitioner for et godt og aktivt ældreliv.
Kontakt:
Borgmester Trine Græse Gladsaxe Kommune via kommunikationschef Ulla Baden, mobil: 22 76 56 22
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gladsaxe-gar-fortsat-foran-med-baeredygtig-velfaerd-og-udvikling?releaseId=13664104
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **