PRM / 700 nordjyske virksomheder øjner milliarder efter vækstprogram

    Pressemeddelelse fra Erhvervshus Nordjylland

    På basis af bevillinger fra Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling har projekt Vilje til Vækst haft til formål at hjælpe nordjyske små og mellemstore virksomheder med at opnå større vækst. Det er blandt andet sket ved hjælp af strategisk rådgivning, der har udmøntet sig i målrettede vækstplaner og en nøje planlagt kompetenceudvikling.

    En netop offentliggjort evalueringsrapport fra COWI, der bygger på en stor spørgeskemaundersøgelse og interviews blandt de deltagende virksomheder og projektaktører, konkluderer, at Vilje til Vækst i høj grad har levet op til sine målsætninger.

    Fokus på lokal forankring og synergi

    Af rapporten fremgår det blandt andet, at projektet har været velorganiseret med en tydelig ansvarsfordeling og en god udnyttelse af det store lokalkendskab hos erhvervskontorerne i de 11 nordjyske kommuner.

    Desuden, konkluderer COWI, blev der skabt stærk synergi mellem virksomhedernes vækstplaner og den konkrete kompetenceudvikling. Det gør det lettere for virksomhederne at udnytte mega-trends som fx grøn omstilling og digitalisering med henblik på øget vækst. Og væksten forventes ifølge undersøgelsen og virksomhederne at ligge på en årlig omsætningsstigning på 1,3 milliarder kroner og godt 1.600 nye arbejdspladser.

    – Vi vidste fra et tidligere projekt, at en af forudsætningerne for vækst er en fokuseret kompetenceudvikling. Vi ser evalueringen fra COWI og de mange positive tilbagemeldinger fra virksomhederne som tydelige tegn på, at vi er lykkedes med at skabe stærk synergi mellem de to spor, siger Eva Thornberg, projektleder i Erhvervshus Nordjylland.

    Fleksibilitet gav øget relevans

    Vilje til Vækst-programmet blev tilrettelagt sådan, at det kunne tilpasses mange forskellige behov. Blandt andet ved at give de deltagende virksomheder strategisk rådgivning, der mundede ud i en konkret vækstplan med eksekverbare retningslinjer for virksomhedernes fremadrettede vækst. Desuden valgte en lang række af virksomhederne at supplere med et kompetenceløftforløb for både ledelse og medarbejdere, hvilket har været med til at sikre den rette forankring i virksomheden.

    – Når man har meget travlt, er det fristende at udskyde opgaver, som ikke har direkte med produktionen at gøre. Erhvervshus Nordjylland og Business Rebild gjorde det lettere for os at fastholde de prioriteringer, som nu udgør et stærkt fundament under vores videre vækst, kommenterer Ken Thon, CEO i DVI Energi A/S, der har deltaget i forløbet.

    Større vækstambitioner

    På stort set alle områder konkluderer COWI-rapporten, at Vilje til Vækst har været en succes. Fx giver cirka 76 procent af de adspurgte virksomheder udtryk for, at de nu har større vækstambitioner end før deres deltagelse. Desuden blev projektet afviklet under budget og hurtigere end forventet. Læs mere i evalueringsrapporten, som kan downloades her.

    Om Vilje til Vækst

    Vilje til Vækst er et nordjysk vækstprogram, som de sidste syv år har understøttet vækst og udvikling i nordjyske virksomheder. Mere end 700 virksomheder har fået støtte til individuelle og kollektive udviklingsforløb ved private rådgivere og uddannelsesinstitutioner. Erhvervshus Nordjylland er operatør på det flerårige rammeprogram, som er gennemført i tæt samarbejde med de lokale erhvervskontorer. Vækstprogrammet er støttet af EU’s strukturfonde med i alt 118,6 mio. kr.

    Kontakt:

    Eva Thornberg, projektleder i Erhvervshus Nordjylland, 20 91 19 00 / et@ehnj.dk
    Lars Erik Jønsson, adm. direktør, Erhvervshus Nordjylland, 20 66 68 21 / lej@ehnj.dk
    Presseservice: Jacob Lange, Lange PR, 20 76 30 20 / jacob@langepr.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/700-nordjyske-virksomheder-ojner-milliarder-efter-vaekstprogram?releaseId=13664056

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **