PRM / Vandt 3,5 millioner i Lotto: “En god kur mod tømmermænd”

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    To Panodiler og et glas vand.

    Det plejer at være opskriften på at klare sig igennem konsekvenserne af en festlig aften. Men nu har en mand fra Aalborg fundet en endnu bedre kur mod tømmermænd. Man skal bare vinde i Lotto.

    Manden havde en lørdag aften tjekket sin kupon og gjort store øjne, da han opdagede, at der var flueben ud for alle syv tal på en række. Gevinst 3.500.000 kroner. I første omgang havde han ingen at fejre den store begivenhed med, da konen var sendt i byen til en fest. Derfor glædede han sig til, at hun vågnede næste dag, så han kunne overbringe hende den livsforandrende nyhed.

    “Min kone lå på sofaen næste dag, og hun var ikke helt på toppen efter festen. Jeg sagde, at jeg havde noget stort, jeg skulle fortælle hende. Da hun fandt ud af, at vi havde vundet 3.500.000 kroner, skal jeg lige love for, at hun fik det bedre. En milliongevinst er en god kur mod tømmermænd,” griner den heldige aalborgenser, som endnu ikke har brugt meget af gevinsten – udover at fejre det med en flaske champagne under en ferie i ægteparrets sommerhus. Men den store gevinst har sat gang i mange tanker.

    “Det gør selvfølgelig tilværelsen meget nemmere på en række områder, når man vinder så mange penge. Jeg er tæt på pensionsalderen. Nu overvejer jeg da, om jeg skulle gå på pension med det samme eller måske gå på nedsat tid, så jeg kan nyde dagene lidt mere. Mange ting kan blive nemmere i resten af mit arbejdsliv. Men vi venter med at tage beslutningen, indtil vi har snakket med rådgiveren fra Danske Spil om vores muligheder, så det er ikke sådan, at jeg har været inde og give min chef en opsigelse – endnu,” ler manden.

    En dejlig fornemmelse

    Uanset hvilken retning vejledningen sender den heldige vinder i, skal en del af gevinsten bruges på at få set verden. Og det kommer hele familien til gavn.

    “Vi har altid rejst meget i løbet af årene. Vi skal helt sikkert afsted til foråret, selvom detaljerne ikke er på plads endnu. Måske bliver det en tur til Californien eller et smut til Rom. Det må vi finde ud af. Vi havde lovet min søn, at vi ville finde penge til, at han kunne komme afsted på en rejse med nogle af sine venner. Det løfte er pludseligt blevet ti gange nemmere at holde. Det er en rigtig dejlig fornemmelse,” slutter den nyslåede millionær.

    Om Lotto

    • Lotto startede d. 7. oktober 1989 og trækkes fast hver lørdag aften.
    • Siden 2015 har Lotto haft en Millionærgaranti, der betyder, at der hver uge desuden bliver trukket lod om 2×1 mio. kr. blandt alle spillede rækker
    • Den højeste gevinst blev vundet i 2008, hvor en heldig spiller fra København vandt 38.564.007 kr.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vandt-35-millioner-i-lotto-en-god-kur-mod-tommermaend?releaseId=13663188

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **