Pressemeddelelse fra Aarhus Airport
Lars startede som chef for den tekniske afdeling i Aarhus Airport i 1997. Bag sig havde han 12 år som oversergent i Royal Danish Air Force. Efter godt 15 år som leder af den tekniske afdeling blev lufthavnstitlen ændret til Chief Operations Officer, og Lars fik ansvaret for al operationel drift i lufthavnen. Således har Lars i dag det overordnede driftsansvar for blandt andet Security, flyhåndtering og bagageoperationer, ligesom det også ligger på Lars’ bord at sikre al teknisk vedligehold på baneanlæg, snerydning, brand- og redningsberedskab samt vildtkontrol.
Igennem de sidste tre år har Aarhus Airport gennemgået en totalmodernisering og udvidelse til dobbelt størrelse, og lufthavnen, der nu er opgraderet til den internationale liga, har en ambition om at tredoble passagerantallet frem mod 2029 til 1,5 million. Det betyder, at der løbende kommer nye flyselskaber og destinationer til, hvor Lars er garant for, at de operationelle forløb er skræddersyet til det enkelte flyselskab.
“25 år lyder som lang tid, men det kvarte århundrede er fløjet afsted. Der er ingen kedelige dage, kollegaskabet er stærkt, og jeg er glad og stolt over at være del af en virksomhed, som tager lufthavnsoplevelsen til nye højder,” siger Lars Boesen, som er klar til en god portion år mere i den østjyske lufthavn.
Stillingen kræver en del rejseaktivitet ud i verden, men når feriekufferten pakkes sammen med hustruen Dorthe, står der gerne New York på boardingkortet.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/jubilaeum-lars-boesen-fejrer-25-ar-i-aarhus-airport?releaseId=13663930
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








