PRM / Kim Faber og Janni Pedersen vinder MARTHA-prisen 2022

    Pressemeddelelse fra Bog & idé

    I år er det 34. gang, at MARTHA-prisen, som er Bog & idés forfatterpris, uddeles. Prisen er kendetegnende ved at være den eneste danske litteraturpris, hvor det udelukkende er de danske læsere, der afgør, hvem der skal vinde. “Kim Faber og Janni Pedersen har med deres Juncker-serie formået at manifestere sig som et stærkt makkerpar, som i den grad kan skrive krimier, der falder i læsernes smag”, udtaler adm. direktør for Bog & idé, Marianne Lyngby Pedersen. “Vi oplever, at danskerne bakker op om krimiserien og har været trofaste læsere lige fra første bog i 2019. Denne loyalitet til deres romaner vises tydeligt, når Bog & idés læsere nu kvitterer parret med MARTHA-prisen for Kvæler“.

    Kim Faber og Janni Pedersen var i år nomineret til prisen blandt et stærk forfatterfelt bestående af Thomas Korsgaard, Morten Pape, Michael Katz Krefeld, Iben Mondrup, Jussi Adler-Olsen, Ann-Cathrine Riebnitzsky og Stine Askov.

    Kvæler er tredje bog i den populære krimiserie om politikommissær Martin Juncker. Serien oplever stor efterspørgsel blandt læserne, som også sad klar, da fjerde bog i rækken, Skyggeriget, udkom den 20. oktober 2022. Hele Juncker-serien er solgt til udgivelse i ti lande.

    Traditionen tro er vinderen af årets MARTHA-pris hemmelig lige til det sidste, hvorfor overrækkelsen af prisen også er en overraskelse. Kim Faber og Janni Pedersen er derfor blevet overrasket med prisen på årets Bogforum i Bellacenteret i dag kl. 11:00 af adm. direktør for Bog & idé, Marianne Lyngby Pedersen.

    Med æren som årets modtagere af MARTHA-prisen følger en statuette udført af billedkunstner Kaj Rugholm samt et håndtegnet forfatterportræt af tegner Morten Ingemann, som især er kendt for striben ‘Og det var Danmark’ i Ekstra Blandet.

    Vedhæftede forfatterportrætter samt billede af statuetten må anvendes i forbindelse med
    denne pressemeddelelse.

    Kontakt:

    Adm. direktør Marianne Lyngby Pedersen

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kim-faber-og-janni-pedersen-vinder-martha-prisen-2022?releaseId=13663667

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **