PRM / Eleverne trives godt på kommunens folkeskoler

    Pressemeddelelse fra Fredensborg Kommune

    Eleverne har det godt og trives i hverdagen på kommunens folkeskoler. Det viser den nye nationale trivselsmåling, der hvert år gennemføres i alle landets folkeskoler og specialskoler.

    “Vores skoler gør en stor og professionel indsats for at give alle deres elever en god skoledag. Derfor ligger vi som kommune også på en flot 12. plads i hele landet. Derudover glæder jeg mig over, at trivslen er høj på alle vores skoler. Det er – i mine øjne – også forudsætningen for et godt og trygt læringsmiljø som børnene kan udvikle sig godt i”, siger Per Frost Henriksen, der er formand for Børne- og Skoleudvalget, og fortsætter:

    “Den seneste nationale sundhedsprofil fra marts 2022 viser dog, at det desværre går den forkerte vej med den mentale sundhed for især yngre aldersgrupper i Danmark. Derfor er der – til trods for vores flotte trivselsresultater – fortsat grund til opmærksomhed på børn og unges trivsel, også efter to år med Corona. Vi har fortsat en stor opgave med at skabe flere deltagelsesmuligheder for alle børn i den lokale folkeskole, så alle børn får de bedste forudsætninger for at trives, dannes, lære og udvikle sig”, slutter Per Frost Henriksen.

    Det er Børne- og Undervisningsministeriet, som står bag den nationale trivselsmåling. Den generelle trivsel udregnes som et gennemsnit af elevernes trivsel på en skala fra 1-5, hvor 5 er bedst. I Fredensborg Kommune ligger elevernes trivsel i gennemsnit på 3,7 i skoleåret 2021/22. Ministeriet definerer elever med høj trivsel som elever med et trivselsgennemsnit på over 3. Det har 92,4 pct. af eleverne i denne måling, hvilket er på samme niveau som sidste år og placerer Fredensborg Kommune på en 12. plads i hele landet. Landsgennemsnittet er samtidig faldet til 89,1 pct. mod 91 pct. året før.

    Alle skoler skal nu i samarbejde med forældre og elever drøfte resultaterne for deres skole og udarbejde en trivselshandleplan for det kommende år.

    Kontakt:

    Udvalgsformand Per Frost Henriksen (A) tlf. 25 13 62 99

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/eleverne-trives-godt-pa-kommunens-folkeskoler?releaseId=13663527

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **