PRM / Første Emirates A380’er får opgradering

    Pressemeddelelse fra Emirates

    Tirsdag d. 1. november trillede det første af 120 Emirates-fly ind til en komplet ‘makeover’. A380’eren skal, som de øvrige 119 fly fra verdens største passagerflyselskab, have opdateret passagerkabinen samt have installeret selskabets spritnye Emirates Premium Economy-klasse.

    Det ambitiøse projekt forventes at have kostet Emirates i omegnen af 14 milliarder danske kroner, når det sidste fly ruller ud fra Emirates Engineering Centre om godt to år. En investering, der skal cementere flyselskabets status blandt verdens bedste.

    Fra Cairo til opgradering

    Første fly til at rulle ind i Hangar E hos Emirates Engineering Centre var rute EK928 fra Cairo til Dubai. Den enorme A380’er, A6-EVM, blev modtaget af et team af specialtrænede ingeniører. Emirates har rekrutteret 190 specialister til projektet og samarbejder med 62 partnere og underleverandører for at kunne løfte det enorme retrofit-projekt – det største i kommerciel luftfart til dato.

    Projektet har krævet måneder af omhyggelig forberedelse, der blandt andet har inkluderet at skille en A380’er ad og logge hvert eneste lille moment i processen, bygge særlige værksteder samt bestille hele 12.600 varenumre alene til projektets første fase.

    Omfattende proces

    De kommende 16 dage, døgnet rundt, vil ingeniører og teknikere skille A380’erens kabine ad og samle den igen efter en velkoreograferet og gennemtestet plan.

    Tusindvis af enkeltdele vil blive fjernet, udskiftet eller opfrisket. Selv Emirates’ højt berømmede Shower Spa får et facelift med nye farver og et håndmalet motiv af Ghaf-træet.

    Mange dele genbruges. For eksempel afmonteres alle kabinens vægpaneler og lamineres med Emirates nye farvetoner inden de igen monteres i flyet. På samme måde bliver sæderne på Business og First Class skilt ad, renoveret og polstret med nyt læder inden de vender tilbage til A380’erens øvre dæk. Forrest i kabinen på hoveddækket erstattes 88 Economy Class-sæder med Emirates nye Premium Economy-koncept. Der bliver plads til 66 af de nye sæder, der er bredere end det velkendte Economy-sæde, har fodstøtte og kan lænes længere tilbage. Imens sæderne er ude, skiftes også alle tæpper og andre gulvbelægninger.

    Når alt er tilbage på rette plads efter opdateringen, bliver flyet inspiceret af luftfartsmyndighederne og kan efter godkendelse igen indgå i Emirates’ aktive flåde.

    Næste fly på vej

    Næste fly ruller ind i Hangar E den 1. december. Når alle processer kører på 100 % vil der blive arbejdet på to fly parallelt. Det betyder, at der hver ottende dag triller et nyt fly ind hos Emirates Engineering Centre. Den 23. maj 2024 vil de 67 Emirates A380’ere være tilbage i luften med flunkende nyt interiør. Derefter kan Emirates begynde opdateringen af yderligere 53 Boeing 777’ere indtil Emirates i marts 2025 forventer, at alle 120 fly er tilbage på vingerne.

    Emirates Premium Economy

    Emirates nye Premium Economy-koncept byder på et nyt, bredere sædedesign, mere benplads og en generel service, der matcher mange andre flyselskabers Business Class. Premium Economy kan lige nu bookes på flyvninger mellem Dubai og London, Paris og Sydney, og den særlige rejseklasse vil brede sig til flere ruter efterhånden som stadig flere af selskabets fly gennemgår retrofit-programmet.

    Emirates har ydermere annonceret, at Premium Economy Class forventes introduceret på ruterne til New York, San Francisco, Melbourne, Auckland og Singapore i løbet af marts 2023.

    Kontakt:

    Seniorrådgiver Karsten Keinicke tlf.: +45 60 830 230 email: emirates@fday.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forste-emirates-a380er-far-opgradering?releaseId=13663636

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **