PRM / Elevernes egne data fra mobilen kan forbedre trivsel

    Pressemeddelelse fra Alexandra Instituttet

    Skrevet af Lotte Overbjerg, Danish Life Science Cluster for HealthD360.

    Mistrivsel blandt børn og unge er så stor en udfordring i dag, at samfundet er nødt til at gøre alt for at løse den. Ifølge BUPL vurderer hver anden forælder, at deres børn ikke trives godt, men hvordan sørger man for, at en halv generation af skolebørn får det bedre?

    Det vil helt sikkert kræve en kæmpe indsats, men en start kan være at bruge den smartphone, som de fleste skolebørn altid har i nærheden og de værdifulde data, som med forældrenes tilladelse kan indsamles via telefonen.

    De første erfaringer med brug af elevernes egne data er nu på plads, og derfor bør der sættes fart på udviklingen af trivselsløsninger, der baserer sig på børnenes rapporterede og målte data, mener en række eksperter.
    “Vi er nødt til at have børnene mere på banen, hvis vi skal skabe forbedret trivsel. Og derfor skal vi tilpasse vores indsats til de værktøjer, de unge bruger, og det er mobilen”, siger Frank Kejlberg, viceskoleleder på Søndervangskolen i Favrskov Kommune

    Kombinerer børnenes egne oplevelser med mobilens data

    En række forskere og fagfolk har udviklet appen Moods, som er en prototype, der sætter fokus på trivslen blandt børn og unge i folkeskolen. Moods fungerer ved, at børnene hver dag beskriver deres humør med en emoji på deres smartphone og indtaster årsagen til, hvorfor de har det sådan. Samtidig skal de vurdere deres søvn. Derudover registrerer appen selv, hvor meget børnene bevæger sig og sover.

    Tanken er, at de selvrapporterede data og de monitorerede data sammen vil danne et billede af børnenes trivsel – og forhåbentligt vise indikationer på, hvorfor resultatet ser ud, som det gør.

    Model med børnenes egne data er lovende
    Moods-appen har været testet på to skoler i Region Midtjylland. Selvom der kun er tale om en prototype, er modellen med at bruge elevernes egne data lovende, mener Jens Nedergaard Bjerre, lærer på Vestskolen, afd. Skovbakken i Odder Kommune.

    “Denne form for monitorering af elevernes trivsel kan understøtte vores pædagogiske praksis og bekræfte de observationer, som lærere og medarbejdere gør sig. Desuden kan data danne udgangspunkt for gode dialoger med børnene om deres trivsel”, forklarer Jens Nedergaard Bjerre.

    I testperioden har Jens Nedergaard Bjerre eksempelvis set flere tilfælde, hvor elever har rapporteret, at de ikke var i godt humør. Samtidig har mobilernes data vist, at de pågældende elever sov alt for lidt, og det har skabt grobund for en snak om behovet for søvn.

    Brug for et helhedsbillede

    Erfaringerne med projektet bekræfter, at der er brug for et helhedsbillede af børnenes hverdag for at kunne forbedre deres trivsel, mener viceskoleleder Frank Kejlberg.

    “For at kunne hjælpe de børn, der mistrives, har vi brug for et endnu større billede end kun at se på de timer, børnene opholder sig i skolen. Det vil være interessant, hvis vi kunne se et mønster, og se hvilken rolle ting som søvn, bevægelse og socialt samvær spiller for børnenes trivsel. Data fra diverse teknologier kombineret med børnenes egne oplevelser kan hjælpe til at skabe dette billede på sigt”, mener Frank Kejlberg.

    Vigtig teknologisk viden til fremtidens løsninger

    Moods-appen er en del af projektet HealthD360, som er støttet af Innovationsfonden. Michael Christensen, Alexandra Instituttet, er Principal Software Architect på projektet, som er den første af sin art.

    “Det er første gang, et projekt forsøger at samle børns data fra flere kilder, så der er naturligvis en masse overvejelser – både praktiske og etiske. Hvad kan man, hvad må man, og hvad kan man få børn til at indrapportere. Noget af det vigtigste fra projektet er dog, at vi nu har skabt teknologisk viden om, hvordan vi fremover kan arbejde med borgerskabte data”, siger Michael Christensen.

    24/7-data bliver en vigtig ressource for fremtidens sundhedsvæsen

    Moods-appen og resten af HealthD360-projektet har til formål at skabe bedre sundhed for borgerne ved bl.a. at samle borgernes indrapportere data og koble dem med data fra borgernes smartphones og wearables. Ambitionen er at fremme mere personlige, sikre og sammenhængende behandlingsforløb i et samarbejde mellem patienter og sundhedspersonale.

    “Dette projekt har givet os nogle vigtige erfaringer om, hvordan vi kan udnytte de værdifulde data, som vi dels selv kan indrapportere, og som kan hentes fra diverse kropsbårne teknologier. 24/7-data bliver en vigtig ressource i fremtidens sundhedsvæsen, hvor én af udfordringerne bliver at kunne opspore sygdomme eller forværringer tidligere – og at kunne optimere de sundhedsfagliges tid”, siger Frederik Thayssen, projektleder i HealthD360 og Danish Life Science Cluster.

    Fakta

    Ideen til det tværfaglige projekt

    blev formuleret i 2017 af nu afdøde professor Carsten Lyng Obel, Institut for Folkesundhed og professor Kaj Grønbæk, Institut for Datalogi, Aarhus Universitet.

    Partnerne i HealthD360 tæller bl.a.: Aarhus Universitet, Alexandra Instituttet, Teknologisk Institut, Danish Life Science Cluster, Favrskov, Odder og Frederiksberg kommuner, virksomhederne Cambio A/S, Novax A/S og Opus Consult samt ViBiS og Innovationsfonden, der har støttet både HealthD360 og spin-off projektet CoronaLytics, der stod bag appen COronaVIDen.

    For yderligere info:
    Projektleder Frederik M. ThayssenTlf. 20 55 32 78Mail: fmt@danishlifesciencecluster.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/elevernes-egne-data-fra-mobilen-kan-forbedre-trivsel?releaseId=13663582

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **