Pressemeddelelse fra Energistyrelsen
Energistyrelsen har udviklet et forslag til, hvordan afgrænsningen af den strategiske miljøvurdering (SMV) for CO2-lagring på land og kystnært kan se ud. Det er nu muligt for offentligheden at komme med kommentarer og stille spørgsmål til forslaget. Konkret har afgrænsningen til formål at fastlægge miljøvurderingens indhold og detaljeringsgrad for de væsentligste miljøemner, som planen for udbuddet kan påvirke miljømæssigt.
Planen for udbuddet omfatter de otte arealer: Stenlille, Havnsø, Rødby, Gassum, Thorning, Jammerbugt, Lisa og Inez.
Høringsmaterialet til plan for udbud af geologisk lagring af CO2 på land og kystnært finder du
. Afgrænsningsnotatets beskrivelse af miljøemnerne bliver opdateret på baggrund af Energistyrelsens vurdering af bemærkningerne fra høringsperioden.Der foregår to afgrænsninger samtidig. Det drejer sig om afgrænsning af miljøvurderingen af plan for udbud og afgrænsning af miljøvurderingen af bekendtgørelse for pilot- og demonstrationsprojekter for geologisk lagring af CO2 på land og kystnært. Bekendtgørelsen vil danne lovgrundlaget for at muliggøre tidsbegrænsede pilot- og demonstrationsprojekter med injektion på under 100 kt CO2, for geologisk lagring af CO2 på land og kystnært i de samme geografiske områder som plan for udbud.
Høringsmaterialet til bekendtgørelse for pilot- og demonstrationsprojekter for geologisk lagring af CO2 på land og kystnært finder du
.Borgermøder og mulighed for at indsende kommentarer
Energistyrelsen har igangsat en høring på seks uger fra 2. november 2022 til 14. december 2022 for at afgrænse de strategiske miljøvurderinger for planen og bekendtgørelsen. Her har borgere, erhvervsliv og myndigheder mulighed for at komme med spørgsmål og kommentarer til Energistyrelsens forslag til afgrænsningen af de pågældende miljøvurderinger og til det videre arbejde.
Energistyrelsen afholder fire borgermøder fordelt på de områder, der er omfattet af planen for buddet:
- 14/11: Borgermøde i Rødby
- 15/11: Borgermøde i Havnsø
- 16/11: Borgermøde i Viborg
- 17/11: Borgermøde i Hanstholm
Du kan se invitation til borgermøderne
, hvor du også kan tilmelde dig.Næste skridt efter høring
Den næste offentlighedsfase vil blive gennemført i løbet af medio 2023. Borgere, erhvervsliv og myndigheder vil her få mulighed for at komme med spørgsmål og kommentarer til Energistyrelsen endelige forslag til miljøvurderingen af planen og bekendtgørelsen.
De strategiske miljøvurderinger skal sammen med den offentlige høring sikre, at der bliver taget stilling til de potentielle miljøpåvirkninger af CO2-lagringsaktiviteter i de otte områder.
Fakta
- Strategisk miljøvurdering (SMV) er betegnelsen for miljømæssige vurderinger af overordnede planer og programmer, mens en miljøkonsekvensvurdering (VVM) er en grundig miljøvurdering af konkrete anlægsprojekter.
- Den strategiske miljøvurdering af planen såvel som bekendtgørelsen for geologisk lagring af CO2 på land og kystnært fokuserer derfor på de overordnede miljømæssige konsekvenser ved beslutningen om at muliggøre CO2-lagringsaktiviteter i de udpegede områder.
- Energistyrelsen vil også foretage en offentlig høring i forbindelse med VVM-processen.
- Pilot- og demonstrationsprojekter betegner CO2-lagringsprojekter, hvor der lagres under 100 kiloton CO2 om året med henblik på forskning, udvikling eller afprøvning af nye produkter og processer. Energistyrelsens lægger i udgangspunktet op til, at tilladelser til pilot-og demonstrationsprojekter vil gælde for to år.
- Vil du vide mere om CO2-lagring, kan du læse mere
Kontakt
Randi Onsberg Johansson, tlf: 33 95 13 01, mail: rojo@ens.dk
Kontakt:
Pressemedarbejder Laura Andersen tlf.: +45 33 95 09 06 email: lrsn@ens.dk
Pressechef Ture Falbe-Hansen email: tfh@ens.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/energistyrelsen-igangsaetter-horinger-i-forbindelse-med-co2-lagring-pa-land-og-kystnaert-og-indkalder-til-borgermoder?releaseId=13663509
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **