PRM / Tre finalister på Fyn udvalgt til Årets Ejerleder 2022

    Pressemeddelelse fra PwC

    Blandt en lang række af danske virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen er der nu fundet tre finalister til kåringen af Årets Ejerleder 2022 på Fyn.

    “De tre udvalgte finalister er på hver sin måde alle eksempler på ejerledere, der har formået at skabe succeshistorier med et særligt fokus på talenter og tillid til inspiration for andre ejerledere. Vi ønsker vores finalister på Fyn et stort tillykke og ser frem til at hædre dem alle ved regionskåringen,” fortæller Claus Damhave, partner i PwC i Odense.

    Ejerlederen gør en forskel
    Nykredit har et godt kendskab til de mange ejerledere, da de udgør en væsentlig del af bankens kunder. Lars Holm, centerdirektør i Nykredit i Odense, fremhæver, at de tre finalister er lykkes med at skabe ekstraordinære succeshistorier med fokus på udvikling og vækst:

    Ejerlederne spiller en afgørende rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser både lokalt og i hele Danmark. Det vil vi gerne være med til at anerkende ved at fejre ejerlederne og deres ekstraordinære indsats. De gør en væsentlig forskel for området.”

    Talent og tillid
    Kampen om talent og kvalificeret arbejdskraft har sjældent været så intens som nu, og netop i år sætter vi fokus på, hvad ejerlederne aktivt gør for at vinde talenternes tillid og for at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere.

    Ejerlederne har fokus på talenterne og på vigtigheden i at skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor der er tillid mellem virksomheden og medarbejderne. Det er positivt, da vi ved, det betyder meget for at kunne fastholde og tiltrække de dygtigste talenter,” udtaler Claus Damhave, partner i PwC i Odense.

    Gitte Lillelund Bech, direktør for markeder i Dansk Erhverv, lægger vægt på dette års tema, som væsentligt for ejerledernes evne til at skabe udvikling og vækst:

    Det er vigtigt for en virksomhed at kunne holde fast i sine dygtige medarbejdere og kunne tiltrække nye talenter for at blive endnu skarpere og for at blive endnu mere konkurrencedygtig. Medarbejdere med de rette kompetencer er med andre ord helt afgørende for virksomhedens evne til at opnå succes og skabe vækst.

    Finalisterne er:

    Torben Viby & Carsten Golle Laursen fra AM Tooling A/S (Odense)
    Torben Viby og Carsten Golles Laursen driver i dag en succesfuld virksomhed med en historik på 50 år. AM Værktøj Odense, senere AM Tooling, er stiftet tilbage i 1973 af de to værktøjsmagere Hardy Mackenhauer og Bent Andresen. Hardy og Bent lavede i 1991 et glidende generationsskifte til to andre unge værktøjsmagere, Claus Jensen og Heino Svane. I 2005 gentog historien sig, og denne gang var det Torben Viby og Carsten Golles Laursen, som blev medejere med en mindre andel. I 2014 overtog Torben og Carsten alle aktierne med 50 % hver. Virksomheden har således en utraditionel historie og baggrund, hvor der af flere omgange er sket succesfulde generationsskifter til unge og ambitiøse værktøjsmagere. Det er, og har altså altid været, en virksomhed drevet af håndværkere.

    Torben og Carsten er to ejerledere med visioner og fremsynethed. I 2012 lagde de sammen med bestyrelsen en ny strategi. Her identificerede de fire kerneområder, som de skulle satse på fremadrettet, nemlig solceller, mikrochips, elbiler og defense-industrien. Strategien har været en succes for de to ejerledere, som i dag har femdoblet omsætningen. Torben og Carsten deler gerne ud af deres ansvar, særligt til de unge medarbejdere. Deres nyudlærte læring, Johan, har bl.a. ansvaret for virksomhedens største og nyeste bearbejdningsanlæg. De to ejerledere ønsker diversitet i deres virksomhed ift. både køn og etnicitet. De har en kvindelig værktøjsmager ansat og er åbne for at ansætte medarbejdere med anden herkomst end dansk. I øjeblikket har Torben og Carsten to ansatte i fleksjob og har haft flere syriske flygtninge ansat.

    Ulf Bech Christensen fra PentaBase A/S (Odense)
    Ulf Bech Christensen etablerede PentaBase tilbage i 2007. PentaBase er Ulfs anden virksomhed. Den første solgte han til en større australsk virksomhed, hvor han tidligere var ansat. Her forskede han i de produkter, som nu er i PentaBases produktkatalog. Ulf købte nemlig rettighederne til sin forskning fra den australske virksomhed og startede herefter PentaBase. Det, som Ulf og medarbejderne i PentaBase brænder for, er at forske og diagnosticere indenfor PCR-teknik for cancerpatienter. Målsætningen er at lave en forbedret procedure for cancerdiagnostik og gøre proceduren for diagnosticering af cancer mere personlig og mere målrettet. Deres primære marked er Europa, hvor kunderne er sygehuse, regioner og virksomheder.

    Ulf er som ejerleder visionær og innovativ. Han har formået at skabe en international skalérbar virksomhed helt fra bunden. På baggrund af en omstillingsparat organisation lykkedes det at udvikle og transformere deres produkt til de PCR-test, som vi kender i dag. DNA’et i PentaBase er forskning og udvikling, og væksten under COVID-19 betyder, at forskningen nu kan fortsætte med egne midler. Ulf har et stærkt tilhørsforhold til Odense, og selvom det ikke var oplagt at etablere sig i Odense grundet mangel på forskere i 2007, endte den ambitiøse ejerleder alligevel med at blive i Odense med en vision om at skabe en klynge af forskere i byen.

    Sune Uhrenholt fra Uhrenholt A/S (Middelfart)
    Uhrenholt er en global fødevarevirksomhed, der primært sælger og leverer mejeriprodukter og frosne grøntsager til kunder inden for industri, foodservice og detailbranchen. Uhrenholt har hovedsæde i Middelfart, men har aktiviteter i mere end 120 lande verden over. Virksomheden blev i 1978 etableret af Sune Uhrenholts far, Frank Uhrenholt. I slutningen af 80’erne begyndte virksomheden at handle med fisk og kød, og det er her, at Sune træder ind i billedet. Sune, der i dag ejer Uhrenholt, var på dette tidspunkt ansat i virksomhedens seafood-afdeling. I 2007 overtog Sune forretningen fra sin far. Ejerlederen har i dag skabt en stor succes ved at forudse, hvor markederne bevæger sig hen. Han er risikovillig og har haft modet til at handle og eksekvere herpå. Sune har med et klart fokus på kerneforretningen skabt grundlaget for de seneste års fantastiske økonomiske udvikling.

    Sune er en ejerleder, der vægter åbenhed og kommunikation højt. Derudover har ejerlederen i hverdagen fokus på at skabe de bedste rammer for sine medarbejdere, ligesom han lægger vægt på at være en synlig leder. Det er vigtigt for Sune, at medarbejderne trives i deres dagligdag, og at den enkeltes behov tilgodeses, og derfor har han bl.a. fokus på på fleksibilitet i hverdagen, som er et succeskriterie for medarbejdernes trivsel.

    Kontakt
    For yderligere information kontakt PR Manager Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378 eller pressekonsulent Peter Klaaborg fra Nykredit på mobil 2056 0706 eller pressekonsulent Jesper Ingemann fra Dansk Erhverv på 2265 0941.

    Tid og sted for Årets Ejerleder på Fyn
    Den 9. november 2022 kl. 16:30-18:15, PwC, Munkebjergvænget 3, 5230 Odense.

    Fakta om Årets Ejerleder 2022
    Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 19. gang. Årets tema er talent og tillid.

    De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 17. november 2022 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

    Juryen består af regionsvinderen fra 2021 samt repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og en erhvervsprofil.

    Tidligere landsvindere
    Peter Vang Christensen fra Plantorama A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Michael Holm fra Systematic (2019) Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tre-finalister-pa-fyn-udvalgt-til-arets-ejerleder-2022?releaseId=13663460

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **