Pressemeddelelse fra LD Fonde
LD Fonde har 1,1 mio. medlemmer med en samlet formue på 45 mia. kr. i to fonde – Lønmodtagernes Dyrtidsmidler og Lønmodtagernes Feriemidler. Afkastet per 30. september 2022 blev -11,4 % i LD Vælger, som omfatter over 90 % af dyrtidsmidlerne. Afkastet på de opsparede feriemidler blev -10,4 %. Begge fonde klarede sig markant bedre end det generelle billede blandt investeringsfonde med balanceret risiko, som i gennemsnit fik et afkast i årets første 9 måneder på -16,0 %.
For medlemmer med opsparede dyrtidsmidler har det været værdifuldt, at inflationsrisikoen har været delvist afdækket, og at aktierisikoen siden i sommer er reduceret.
“Vi er tilfredse med, at vi i nogen grad har kunnet afværge tab for medlemmerne i et usædvanligt år med voldsomme bevægelser på de finansielle markeder. Det er vanskeligt at forudse, hvornår markederne vender, men vi tror på, at vores investeringsstrategi på sigt skaber et godt afkast til medlemmerne,” siger Lars Mayland Nielsen, direktør i LD Fonde.
Det har været en fordel for medlemmer med opsparede feriemidler, at midlerne kun i mindre omfang har været investeret i danske obligationer, da især realkreditobligationerne har været ramt af usædvanlige store tab i 2022. Den lave eksponering mod det danske obligationsmarked hænger sammen med, at ca. en tredjedel af feriemidlerne står som likviditet hos danske arbejdsgivere. I 2022 har lånet til arbejdsgiverne bidraget positivt. Arbejdsgiverne indbetaler feriemidlerne, når de ikke længere har behov for likviditeten, og det giver behov for en løbende tilpasning af investeringsporteføljen.
“Den typiske investeringshorisont for feriemidlerne er på omkring 15 år. Det giver mulighed for en risikoprofil med et attraktivt afkastpotentiale”, siger Lars Mayland Nielsen.
Oktober har budt på lidt mere positive markeder, og aktuelt er afkastet i LD Vælger på -9,3 % og -7,8 % i de opsparede feriemidler.
Afkast per 30. september 2022
År-til-dato | 1 år | |
Balancerede investeringsfonde – simpelt gennemsnit 1) | -15,9 % | -11,8 % |
Balancerede investeringsfonde – formuevægtet gennemsnit 2) | -16,0 % | -12,2 % |
Lønmodtagernes Dyrtidsmider – LD Vælger 3) | -11,4 % | -8,8 % |
Lønmodtagernes Feriemidler – Nettoafkast 4) | -10,2 % | -8,1 % |
1) Gennemsnit for 32 balancerede investeringsfonde, som er frit tilgængelige for private investorer.
2) Formuevægtet gennemsnit for de balancerede investeringsfonde, der indgår under 1).
3) LD Vælger omfatter mere end 90 % af medlemmernes formue i Lønmodtagernes Dyrtidsmidler og er dermed hovedproduktet for dyrtidsmedlemmerne.
4) Feriemidlerne får tilskrevet et nettoafkast efter pensionsafkastskat og omkostninger.
Kontakt:
Direktionssekretær Anita Mechlenburg email: anm@ld.dk
Kommunikationskonsulent Trine Bøje Forsby email: tbf@ld.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ld-fonde-har-begraenset-det-negative-afkast?releaseId=13663428
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **