PRM / EU godkender indefrysning af energiregningen

    Pressemeddelelse fra Green Power Denmark

    Kort før valgkampen indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om vinterhjælp for at afbøde konsekvenserne af de høje energiregninger. Arbejdet med at få lovgivningen udmøntet er gået meget stærkt men står til at kunne hjælpe både husholdninger og virksomheder, mener Green Power Denmark.

    – Indefrysningsordningen er blevet politisk vedtaget, udformet og endeligt statsstøttegodkendt på blot fem uger. Det har været en meget presset proces, og under normale omstændigheder er det ikke ideelt. Men i den akutte prissituation, der særligt gjaldt i august og september, har det været en nødvendighed, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

    – Jeg er glad for, at vi som energisektor atter kan løfte en tung samfundsopgave og hjælpe danske husstande og virksomheder i en historisk svær situation. Der er rigtig mange, der har ligget vandret for at omlægge IT-systemer og uddanne kolleger i de nye regler de seneste uger, siger Kristian Jensen

    Erhvervsstyrelsen, der sammen med Energistyrelsen har stået for den praktiske gennemførelse af loven, har i dag meldt ud, at de er helt opmærksomme på det store arbejde, energiselskaberne har lagt i de foregående uger, og det pres, der er i selskaberne, for at blive klar. De opfordrer derfor kunderne til at være tålmodige og giver energiselskaberne et par uger til at blive helt klar.

    – Indenfor den nærmeste fremtid vil alle el- og gashandlere lægge den nødvendige information på deres hjemmesider, og alle, der ønsker at få indefrosset en del af sine energiregninger, skal nok få mulighed for det, selvom hjemmesiderne ikke er opdaterede ved ordningens start. Jeg håber, at kunderne vil have forståelse for, at ikke alle spørgsmål kan besvares med det samme, siger Kristian Jensen.

    Green Power Denmark opfordrer alle kunder til at holde igen med at kontakte deres forhandler af el og gas telefonisk og i stedet holde sig orienteret på hjemmesider (borger.dk og Erhvervsstyrelsens hjemmeside), hvis man påtænker at gøre brug af indefrysningsordningen.

    Fakta

    Ordningerne for el og gas vil gælde fra 1. november 2022 og kunderne skal selv bede deres energiselskab om at indefryse den del af regningen, som ligger over prisloftet, der er udregnet efter gennemsnitspriserne i fjerde kvartal af 2021.

    Prisloftet for gas sættes for den rå gaspris før tariffer, afgifter og moms. Det udgør 5,84 kr. pr. m3, hvilket kan omsættes til en typisk forbrugerpris på 15,45 kr. pr. m3. Prisloftet for el sættes for elprisen før tariffer, afgifter og moms, som udgør el til 0,8 kr. pr. kWh, der kan omsættes til en typisk forbrugerpris på 2,18 kr. pr. kWh. Forbrugerpriserne for el er opgjort før den kommende nedsættelse af elafgiften i de første 6 måneder af 2023.

    Indefrysningsordningen gælder for regninger i en 12 måneders periode. Den enkelte kundes indefrosne beløb afdrages til energiselskabet i en periode på 4 år, når de 12 måneder med indfrysning er udløbet, og kunden efterfølgende har haft en afdragspause på et år.

    Kontakt:

    Senior presserådgiver Claus Kaae-Nielsen tlf.: 35 30 04 02 email: ckn@greenpowerdenmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/eu-godkender-indefrysning-af-energiregningen?releaseId=13663375

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **