Pressemeddelelse fra Klimabevægelsen i Danmark
En række partier fra rød blok stiller i dagbladet
krav om, at landbruget skal levere markante CO2-reduktioner de kommende år, hvilket skal sikre, at Danmark når den høje ende af det fastsatte 2025-mål på 54 pct. Støttepartierne meddeler, at det ikke er nok at nøjes med at opnå den laveste ende af klimamålet i 2025, som er 50 pct.Det er en ambition, som foreningen Klimabevægelsen i Danmark har forsøgt at få vedtaget siden Klimaloven blev vedtaget, da det er et mere videnskabeligt korrekt mål, hvis Danmark skal bidrage til Parisaftalen. Landbruget er en af de største udledere i Danmark og står for en tredjedel af den samlede CO2-udledning. Hvis ikke der sættes ind overfor landbruget, så vil dets udledninger, ifølge energistyrelsen, udgøre cirka halvdelen af Danmarks samlede CO2-udledninger i 2030.
– De her partiers villighed til at trække i arbejdstøjet og handle for klimaet er netop det vi har brug for. Landbrugets overproduktion af husdyr og dets kæmpe CO2-udledning er et stort problem for Danmarks grønne omstilling. Vi har kun få år tilbage, og derfor er det afgørende at den grønne omstilling af landbruget fremskyndes, siger Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder i foreningen Klimabevægelsen i Danmark.
Vi nærmere os tidspunktet hvor danskerne skal til stemmeboksen, og Klimabevægelsen mener at vælgerne bør være opmærksomme på, hvem der rent faktisk præsenterer klimatiltag, som skærer i CO2-udledningen.
– Hvis man vil stemme grønt ved det her valg, så er det bedste man kan gøre, at stemme på enten Alternativet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti eller Radikale Venstre. Hver gang blå blok får taletid til at forklare sin klimapolitik, forbliver det i luftige floskler. Det kan vi ikke bruge til noget som helst, siger Frederik Roland Sandby.
I foreningen menes det også, at medierne i den sidste spæde tid, bør gøre mere ud af, at få forskelle mellem blokkene frem.
– Når der er partilederrunder, så forbliver klimadebatten meget overfladisk, og det gør, at vælgerne måske tror, at det er grønt, at stemme blåt. Det er dog langt fra tilfældet, og vi opfordrer alle journalister til, at gå mere kritisk til blå bloks klimapolitik. Den er i vores øjne enten ikke eksisterende, eller står i direkte modsætning til ambitiøs klimapolitik, siger Frederik Roland Sandby.
Kontakt:
Sekretariatsleder Frederik Roland Sandby email: sandby@klimabev.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dagen-efter-klimamarch-rode-partier-foroger-klimaambitionerne?releaseId=13663345
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **