Pressemeddelelse fra SMVdanmark
Samtlige statsministre siden Poul Schlüter i 1989 har kaldt til kamp mod bureaukrati og regler. Alligevel er mængden af regler og love vokset uhindret år efter år og er nu tredoblet siden 1989.
Derfor har SMVdanmark lanceret #Bureaukratiløftet og har opfordret alle folketingskandidater til at tilslutte sig. Det har foreløbigt over 200 gjort, inkl. 8 partiledere. Politikerne har forpligtet sig til at arbejde aktivt for, at mængden af offentligt bureaukrati bliver bragt ned.
For bureaukratiet udgør et stort problem, mener Mia Amalie Holstein, vicedirektør i SMVdanmark.
“På velfærdsområdet stjæler det mening i arbejdet for de ansatte og tid fra patienter, ældre, handikappede og børn, og der bliver ansat flere administrative medarbejdere på bekostning af varme hænder. I det private erhvervsliv bruger SMV’erne mange millioner timer på kontakt med det offentlige. Hvert år. Det lægger beslag på titusindvis af ansatte,” siger hun.
Hun glæder sig over den store tilslutning til #Bureaukratiløftet.
“Noget bureaukrati er naturligvis helt nødvendigt. Men andet er dyrt og overflødigt, og det skal bekæmpes. Det går vi i gang med nu. #BureaukratiLøftet skal hjælpe politikerne med at huske på kampen mod bureaukrati, både i valgkampen men også efter, de er blevet valgt ind i folketinget,” siger Mia Amalie Holstein.
De partiledere, der foreløbigt har skrevet under er: Jakob Ellemann-Jensen (V), Søren Pape Poulsen (KF), Inger Støjberg (DD), Alex Vanopslagh (LA), Pernille Vermund (NB), Morten Messerschmidt (DF), Marianne Karlsmose (KD) og Franciska Rosenkilde (ALT).
Mia Amalie Holstein peger på, at der i første omgang bør indføres en politisk målsætning om, at de administrative byrder, som politikerne pålægger virksomheder og institutioner, samlet set ikke må stige. Når der indføres nye regler, skal der derfor fjernes regler, der giver tilsvarende byrder. Desuden skal det offentlige – hvor det er muligt – købe private data i stedet for at pålægge virksomheder en indberetningsopgave.
“Det løser ikke hele problemet, men det er god start. Det vil tvinge politikere og embedsmænd til nøje at overveje om de regler, de ønsker at indføre, eller de indberetninger de vil have fra virksomhederne, nu også er så nødvendige,” siger Mia Amalie Holstein.
Læs mere om @BureaukratiLøftet
.Kontakt:
Kommunikationschef David Elmer tlf.: +45 53 85 53 70 email: elmer@smvdanmark.dk
Vicedirektør Mia Amalie Holstein tlf.: 53 55 71 77 email: holstein@smvdanmark.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/smvdanmark-8-partiledere-og-over-200-folketingskandidater-vil-bekaempe-regeljunglen?releaseId=13663311
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **