Pressemeddelelse fra AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
UDDANNELSE
Det Konservative Folkeparti vil som en del af finansieringen af deres 2030-plan indføre et “produktivitetskrav” i den offentlige sektor på 0,4 procent om året. Det kan betyde store besparelser på uddannelsesområdet.
Ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at besparelserne alene på folkeskoleområdet vil løbe op i 1,4 milliarder kroner. Det svarer til besparelser på 2.600 kroner per skoleelev i 2030.
“Det såkaldte “produktivitetskrav” vil uden tvivl betyde markante besparelser på uddannelsesområdet, og det vil komme til at svække kvaliteten af undervisningen både i folkeskolen, på erhvervsuddannelserne, gymnasier og de videregående uddannelser,” siger Mie Dalskov Pihl, chef for registeranalyse i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
“Kvaliteten af vores folkeskoler står til at blive ramt hårdt, hvis Konservatives plan bliver til virkelighed. Det vil nemlig betyde, at hver skole står til at skulle spare cirka to lærere væk. Det vil give det samlede lærerteam mindre overskud til eleverne, og det går ud over kvaliteten af undervisningen,” siger Mie Dalskov Pihl
“Vi ved, at besparelser på uddannelsesområdet har en negativ effekt på samfundet. Det så man som konsekvens af omprioriteringsbidraget tilbage i 2015-2019, hvor flere uddannelsesinstitutioner kunne melde om, at besparelserne gik ud over kvaliteten af deres undervisning,” siger Mie Dalskov Pihl
Samfundsvæksten sættes på spil
På erhvervsuddannelserne svarer Konservatives “produktivitetskrav” til 230 millioner kroner i besparelser. For gymnasierne gælder det 390 millioner kroner i forhold til i dag.
“Erhvervsuddannelserne spiller en vigtig rolle for vores økonomi og grønne omstilling, fordi vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Konservative med deres plan ønsker at spare, hvad der svarer til 3.800 kroner per årselev på erhvervsuddannelserne. Det vil hverken komme samfundet eller arbejdsgiverne til gode,” siger Mie Dalskov Pihl
“Samfundet tjener millioner på uddannelse, set over livet. Derudover er det med til at øget den enkeltes jobsikkerhed og indkomst. Derfor er det modstridende, når Det Konservative Folkeparti ønsker at indfører milliardbesparelser med et argument om at skabe vækst og fremgang i Danmark,” siger Mie Dalskov Pihl
Analysens hovedkonklusioner
- Det Konservative Folkeparti vil indføre såkaldte “produktivitetskrav” i den offentlige sektor på 0,4 procent om året. På uddannelsesområdet vil det betyde besparelser på 2,5 milliarder kroner på folkeskolen, erhvervsuddannelserne, gymnasier og videregående uddannelser i 2030, set i forhold til i dag.
- I folkeskolen vil sparekravet betyde besparelser på 1,4 milliarder kroner i 2030 set i forhold til i dag. Det svarer til en besparelse på 2.600 kroner per skoleelev i 2030 eller 66.000 kroner per skoleklasse. Omregnet per skole svarer det til i gennemsnit 1,1 millioner kroner per skole og i lærerstillinger svarer besparelserne til omkring to lærere per skole.
- På erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser vil de konservatives sparekrav betyde, at skolerne i 2030 har skullet spare henholdsvis 230 millioner kroner og 390 millioner kroner i forhold til i dag. Det svarer til 3.800 kroner per årselev på erhvervsuddannelserne og 2.700 kroner per årselev på gymnasierne.
- De konservatives 2030-plan står dermed i kontrast til Venstres og Socialdemokratiet, der vil prioritere flere penge til et løft af erhvervsuddannelserne.
Så meget skal de enkelte uddannelser spare i 2030 med K’s “produktivitetskrav”
Område | Besparelser i 2030 |
Folkeskolen | 1,4 milliarder |
Ungdomsuddannelser | 700 millioner |
KVU/MVU | 200 millioner |
LVU | 300 millioner |
I alt | 2,5 milliarder |
Kilde:
AE på baggrund af egne beregninger samt tal fra UFM og UVM.
Kontakt:
Chef for registeranalyse Mie Dalskov Pihl tlf.: 26 20 40 36 email: md@ae.dk
Kommunikationskonsulent Mette Skov Myrup tlf.: 42 67 76 57 email: my@ae.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/konservatives-effektiviseringer-svarer-til-besparelser-for-25-milliarder-kroner-pa-uddannelserne?releaseId=13662951
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **