Pressemeddelelse fra Varde Kommune
KULTUR
Varde Kommune kan nu løfte sløret for, hvem arkitekten og totalrådgiveren bag det nye Varde Teater- og Musikhus er.
Det bliver arkitekterne LETH & GORI, der skal stå i spidsen for at skabe rammerne for fremtidens kulturelle oplevelser, teaterforestillinger og koncerter i Varde Kommune.
Varde Teater- og Musikhus kommer til at understøtte og udvikle det stærke kultur- og foreningsliv i Varde Kommune. Det bliver et levende og stemningsfuldt hus, hvor der er plads til scenekunst, magiske oplevelser og fællesskaber.
Inspirationen til byggeriet er hentet fra de historiske bygninger i området omkring det gamle stålværk. Her kommer teater- og musikhuset til at markere sig som et nyt centralt element i Kulturspinderiet og Vardes byrum.
Varde Teater- og Musikhus opføres med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Lokale og Anlægsfonden, 7-kanten, Smedeværkstedet og Varde Kommune.
Bæredygtige løsninger
LETH & GORI skal nu i gang med at bearbejde projektet yderligere. I denne proces vil forskellige brugere og faggrupper blive involveret for at nå frem til det bedste resultat.
Projektet har bæredygtige løsninger og cirkulær økonomi for øje og søger så vidt muligt at benytte genbrugsmaterialer. En del af vinderteamet undersøger derfor, om det er muligt at genanvende materialer fra den nedrivningsklare Brorsonskole.
Citater
Mads Sørensen, borgmester i Varde Kommune:
“Varde Teater- og Musikhus kommer til at stedfæste Varde Kommune som et fyrtårn på det kulturelle landkort. Vi har et rigt teater-, musik- og kulturliv, der nu får optimale rammer at udfolde sig i. Med teater- og musikhuset følger et øget udvalg af kulturtilbud, som sikrer vækst og udvikling, og som er med til at gøre Varde Kommune til et endnu mere attraktivt sted at bo.”
Sandie Eis Ravn, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Varde Kommune:
“Varde Kommune står allerede ekstraordinært godt på museumsområdet, og nu tager vi et skridt i samme retning på teater- og musikområdet. Med teater- og musikhuset får kulturlivet langs vestkysten, i Varde Kommune og i Varde by et kæmpe løft. Ydermere kommer det nye Varde Teater- og Musikhus til at skabe unikke rammer for foreningslivet i kommunen og for Danmarks største amatørteaterforening, 7-kanten.”
A.P. Møller Fonden:
“For A.P. Møller Fonden er det afgørende at støtte op om teaterforeningen 7-kantens imponerende opbud af op mod 500 frivillige i alle aldre som samarbejder om alle de aktiviteter, der skal til for at spille amatørteater på højt niveau. Med det meget spændende vinderforslag kan Danmarks største amatørteater se frem til meget attraktive rammer om teaterfællesskabet.”
Anna Hassel, arkitekt i Lokale og Anlægsfonden:
“Arkitekterne har aflæst stedets potentialer, og har med konkurrencen tilbudt et stærkt forslag, der bygger videre på stedets arkitektur og tradition samtidig med, at der er tilføjet nyt. Resultatet er et moderne teaterværksted med rum til flere former for kulturproduktioner, hvor professionelle og amatører kan skabe sammen både inde og ude.”
Jan Wessel Rasmussen, formand i 7- kanten:
“I 7-kanten har vi gennem flere år haft et ønske om at få samlet vores aktiviteter omkring Kulturspinderiet. Med tilblivelsen af det nye Varde Teater- og Musikhus bliver ønsket en realitet og huset, der både bliver hjemsted for 7-kanten og MusicalTalentSkolen Varde, vil give gode arbejdsbetingelser for de mange frivillige og vores fastansatte personale samt rig mulighed for at skabe et fantastisk kulturliv i inspirerende rammer i Varde Kommune.
Samtidig vil Teater- og Musikhuset medvirke til at kunne udbygge de eksisterende synergier mellem 7-kanten og de aktører, som allerede har til huse omkring Kulturspinderiet.”
LETH & GORI, arkitekt og totalrådgiver:
“Det har været vores mål at skabe en stemningsfuld teatermaskine fuld af overraskelser, forvandlinger og fortællinger. Det gør vi ved at vende teatret på vrangen, så backstage-verdenernes magiske, drømmende atmosfærer strømmer ud i hele huset. Et teaterværksted og musikhus der gemmer på overraskelser, og som rummer stærke kontraster mellem det rå og det forfinede.
Varde Teater- og Musikhus er meget mere end en scene. Det skal i lige så høj grad være et levende foreningshus til fællesskaber, festivaler, events, koncerter og konferencer. Et nyskabende teater- og musikhus i stadig forandring med inviterende foreningsverdener og oplevelsesrige mødesteder.”
Fakta
- Varde Teater- og Musikhus bliver bygget på Vestervold 11, 6800 Varde.
- Byggeriet forventes afsluttet i foråret 2025.
- A.P. Møller Fonden har bevilget 20 mio. kroner til det nye Varde Teater- og Musikhus. Derudover har Lokale og Anlægsfonden bevilget 13 mio. kroner, 7-kanten 500.000 kroner, Smedeværkstedet 500.000 kroner og Varde Kommune 33 mio. kroner.
- A.P. Møller Fonden står bag finansieringen af arkitektkonkurrencen.
Kreditering af projektet
- Arkitekt og totalrådgiver: LETH & GORI A/S
- Ingeniørrådgiver: OJ Rådgivende Ingeniører A/S
- Akustik og lydforhold: Gade & Mortensen Akustik A/S
- Landskabsarkitekt: VEGA Landskab ApS
- Lysdesign: Fortheloveoflight ApS
- Teaterteknik, lyd, lys, video og AV: STOUENBORG ApS
- Teaterkonsulent og scenograf: Scenerum v/Filippa Berglund
Kontakt:
Mads Sørensen
Borgmester i Varde Kommune
21 26 81 56 / masp@varde.dk
Karsten Gori
Partner og arkitekt i LETH & GORI
28 26 31 29 / kg@lethgori.dk
Rikke Bernhard
Kommunikationsmedarbejder i Varde Kommune
21 83 71 89 / ribe@varde.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/afsloring-se-billederne-af-vestjyllands-nye-teater–og-musikhus?releaseId=13662821
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **