PRM / Fjernvarmens formand: Ny kommission skal rydde ud i bureaukratiske regler

    Pressemeddelelse fra Dansk Fjernvarme

    Med krigen i Ukraine, blev Danmarks og EU’s afhængighed af russisk naturgas sat i perspektiv, og løsningen på uafhængighed og udfasning af naturgassen blev mere grøn strøm og fjernvarme i Danmark.

    Og fjernvarmebranchen har for alvor taget udfasningen af naturgas til sig, hvor der bliver konverteret, tænkt nyt og udviklet nye løsninger i hele Danmark for at sikre den grønne omstilling og fossile udfasning med grøn fjernvarme.

    Med en høj samfundsefterspørgsel på fjernvarme og branchens ønske om at efterleve den efterspørgsel, skal der sættes et stop for bureaukrati og nye regler for at sætte fjernvarmen fri, fortalte Dansk Fjernvarmes formand Jesper Frost Rasmussens i sin tale på åbningen af Landsmøde 2022 i Dansk Fjernvarme, hvor mere end 2.000 deltagere er samlet i København.

    – Hvis der skal mere fart på et grønt Danmark, skal vi også have fjernet de sten, der ligger på vejen derhen, og vi skal holde op med at lægge endnu flere sten og forhindringer ud, der besværliggør vores muligheder for at nå vores fælles mål, fortæller Jesper Frost Rasmussen, formand for Dansk Fjernvarme.

    Ny Kommission skal rydde op
    Derfor annoncerede formanden for fjernvarmebranchen at den nu nedsætter en hurtigt arbejdende kommission, der vil gennemgå gældende love og regler på området for bureaukratiske regler, der hindrer at vi indfrir vores mål. Kommissionen vil involvere relevante myndigheder, kommuner og andre aktører i arbejdet og præsentere sine anbefalinger til den kommende regering og det kommende folketing.

    Gennem de seneste år er der kommet en lang række nye regler, administration og bureaukrati, der gør det sværere og skaber yderligere usikkerhed for de selskaber, der skal levere mere fart og tempo i den grønne omstilling. Tag for eksempel udgivelsen af den kommenterede varmeforsyningslov, der for 20 år siden fyldte 300 sider, og som nu fylder det tre dobbelte.

    – I Danmark har vi en tendens til, at hver gang vi forsøger at fjerne en regel eller en bureaukratisk lov, så gør vi det med en pincet og med kirurgisk præcision, hvorimod der bruges en skovl, når der skal indføres nye regler, siger Jesper Frost Rasmussen og understreger:

    – Der skal være et regel- og bureaukrati-stop, der skal fjerne enhver usikkerhed og ekstra administration for selskaberne, og så skal vil en kommission foretage et granskningsarbejde i vores eksisterende regeljungle, for at der kan blive ryddet op.

    Målet er en hurtigere vej til grøn omstilling
    Konkret foreslog formanden allerede på talerstolen, at en række regler skal ophøre, fordi de hører fortiden til.

    – For min skyld kan man godt fjerne den omstændige proces med projektgodkendelse for fjernvarmeprojekter i de områder, der er udlagt til fjernvarmeområder i kommunernes varmeplaner. Man kan også stoppe arbejdet med bureaukratiske prisloft på brug af overskudsvarme, og i stedet lade selskaberne og virksomhederne få større frihed til at aftale prisen. Samtidig bør man fjerne de begrænsninger, der er for de kommunale selskaber i at investere og medvirke i CO2 fangst og PtX-projekter. Det samme gælder for regler, der begrænser selskabernes muligheder for at agere uden for det eksisterende og rørforbundne fjernvarmeområde, f.eks. landsbysamfund og nabokommuner, siger Jesper Frost Rasmussen.

    Kontakt:

    Presserådgiver Sofie Karoline Høgedal email: skh@danskfjernvarme.dk

    Pressechef Rune Birk Nielsen, tlf. +45 2490 4197 el. rbn@danskfjernvarme.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fjernvarmens-formand-ny-kommission-skal-rydde-ud-i-bureaukratiske-regler?releaseId=13663179

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **